Billede beskrivelse

Forsvarer: 27-årig var en stakkels, ensom mand med en syg fantasi

Politiet har pisket en stemning op i sagen om planerne om skoleskyderier. 27-årig havde ikke viljen til det, siger forsvarer

31. januar 2022 kl. 13.13
Opdateret 01. februar 2022 kl. 13.44

HOBRO/AALBORG: - Min klient er en stakkels, ensom mand med ondt i sjælen. Han er ikke en person, der nogensinde har skadet nogen, eller som nogensinde har haft viljen til at skade nogen.

Ordene kom fra advokat Ulrik Andreas Henriksen, da han mandag kom med sine argumenter for, hvorfor den 27-årige mand fra Hobro, der er tiltalt for at have planlagt skoleskyderier, skal frifindes.

For hele sagen er blæst op til noget den ikke er. I stedet har man at gøre med en ung mand, der har brug for hjælp og som har haft nogle syge fantasier, mener forsvareren.

- Min klient har ikke haft viljen til at begå drab. Kun i fantasien, og det er ikke strafbart. Han har ikke lavet et skoleskyderi - men han har haft en syg fantasi, sagde Ulrik Andreas Henriksen.

Den 27-årige selv har under hele retssagen forklaret, at alle planerne blot var fantasier, som han ikke havde i sinde at føre ud i livet. Det gik endegyldigt op for ham, at det var fantasi i august 2018, hvor han ellers havde planlagt at udføre sin V-day - det navn han gav dagen for et skoleskyderi.

Ifølge forsvareren handler sagen nemlig om en mand, der på den ene side har haft nogle usympatisk fantasier, men som på den anden side er så empatisk, at han aldrig ville gøre nogen ondt.

Den 27-årig har dermed ikke haft forsæt til at begå de skrækkelige forbrydelser, som han nu er tiltalt for. Og politiet har pisket en stemning op, mener forsvareren.

- Når politiet forsøger at fremstille ham (den 27-årige, red.) som en sprængfarlig bombe, der blev stoppet i sidste øjeblik, så er det bare en god historie, som pressen også har taget til sig, lød det fra forsvareren som direkte svar på anklager Kim Kristensens procedure i sidste uge.

Her kaldte anklageren den 27-åriges plan for reel og sagde, at han slet ikke turde tænke på, hvad der ville være sket, hvis politiet ikke havde anholdt ham i december 2020.

Se også
Anklager: Hvad ville der være sket, hvis politiet ikke havde anholdt ham? Jeg tør ikke tænke tanken til ende

- Han havde ikke viljen

Hele sagen begyndte med nogle ekstreme opslag på kvindehadske fora på internettet og fundet et manifest hos den 27-årige i sommeren 2020, hvori han blandt andet beskrev sit ønske om et skoleskyderi.

Men anklagemyndigheden mener, at det var mere en blot ord. Den 27-årige havde nemlig lavet en del forberedelser. Han havde blandt andet været på rekognosceringsture på skoler i Aarhus, ligesom han havde søgt information om en række skoler i Aarhus og i Nordjylland. Han havde skaffet våbentilladelse til to pistoler, købt masse af ammunition og anskaffet såkaldt taktisk beklædning.

Forsvarer Ulrik Andres Henriksen afviser ikke, at der var tale om forberedelser, men det var et udtryk for en fantasi og hyperfascination. Når den 27-årige går op i noget, så går han op i det 140 procent, sagde forsvareren i sin procedure.

- Manifestet var en del af fantasien. Hans søgninger på våben var en del af fantasien, men altså også en del af en hobby. Rekognosceringen på skoler var også en del af fantasien - og det var altså også her, at fantasien blev for virkelig og det gik op for ham, at den ikke havde hold i virkeligheden, sagde Ulrik Andreas Henriksen.

- Han var helt klar i august 2018 - alt forberedelse var gjort. Nu står vi her og kan se, at det bare var en fantasi, fordi der ikke skete noget. For han havde ikke viljen til at føre det ud i livet. Han havde ikke vilje til at skade andre mennesker.

Men den 27-årige fortsatte med at søge på skoler, våben og skoleskydere efter 2018, og det mener anklagemyndigheden beviser, at han fortsat havde viljen til at føre planen ud i livet.

Det mener forsvareren ikke.

- Der er nogle forberedelseshandlinger, der stoppede i 2018 - og derefter der været en fascination.

27-årig tog ordet

Inden retten blev hævet og nævningetinget trak sig tilbage for at vurdere sagen, fik den 27-årige mulighed for at få det sidste ord.

Og det tog han.

Han fortalte blandt andet, at lægerne på den psykiatrisk afdeling, hvor han er varetægtsfængslet i surrogat, blandt andet har diagnosticeret ham med aspergers syndrom. Han fortalte også, at lægerne har sagt, at han lider af hyperfascination, og så gentog han, at det hele blot var en syg fantasi.

- Det er en psykisk sygdom, der har drevet mig i en ekstrem grad. Alligevel er det mig selv, der formåede at komme ud af en syg fantasi uden nogen form for hjælp, selvom det er det, jeg har spurgt om før, Og nu vil man så have, at jeg skal straffes for en fascination, selvom jeg har været bevidst om, at det aldrig skulle føres ud i livet, sagde den 27-årige.

Retten i Aalborg afgør skyldsspørgsmålet torsdag formiddag.

Hvis den 27-årige findes skyldig, har anklagemyndigheden nedlagt påstand om, at han idømmes en behandlingsdom.

Se også
27-årig tiltalt: Møde med hjælpsom elev satte en stopper for planer om skoleskyderi
Se også
27-årig i uhyggeligt manifest: Ville slå så mange ihjel som muligt
Se også
27-årig tiltalt: Søgte efter våben på darkweb kort før anholdelse
Se også
27-årig afviser at nordjyske skoler var mål
Se også
Far til 27-årig: - Min søn vil aldrig skade andre mennesker
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste