Foreninger trues af hjemløshed og håber på redning i 11. time
ØSTER HURUP: Foreningen Lokalhistorisk Arkiv i Øster Hurup og Malerklatten bestående af 12 maleglade mennesker befinder sig i en klemme, hvor de risikerer at stå uden lokaler for deres aktiviteter. Mariagerfjord Kommune har nemlig besluttet at sælge sin ejendom på Havnen 2 i Øster Hurup, hvor turistbureauet indtil for nylig havde til huse.
Anni Hjortlund er en del af Malerklatten og udsender nu på vegne af gruppen et nødråb.
- Jeg har fået at vide, at bygningen er lige ved at blive sat til salg. Jeg mener, det er en fejl og håber, at vi kan overtale politikerne til at omgøre beslutningen. Vi er mange, der græder over en beslutning, som kunne være unødvendig, siger hun.
Salget er en del af en sparemanøvre, og den har Anni Hjortlund fuld forståelse for.
- Jeg kan godt forstå, at man skal spare, hvis fru Jensen risikerer ikke at kunne få hjælp og pleje, men jeg synes ikke, det skal ramme os. Vi føler i forvejen ikke, at der kommer ret meget fra kommunen til Øster Hurup i forhold til andre steder. Der er måske andre ting, man kunne spare på. Når man etablerer cykelsti ved Vive, synes jeg, det er en rigtig god ide, men hvorfor skal den være i to spor? Så meget cykeltrafik er der jo heller ikke, siger Anni Hjortlund.
Hun mener, at begge aktiviteter er til gavn, både for de involverede og for andre.
- Lokalhistorisk Arkiv gør et vigtigt stykke arbejde med at indsamle og arkivere fortællinger, tekster og billeder, som ellers ville gå tabt. Vi mødes og maler en gang om ugen og arrangerer i alle skoleferier workshops for børn. Hvor skal vi være, hvis huset bliver solgt, spørger hun.
Anni Hjortlund har både på politisk og embedsmandsplan været i dialog med kommunen og har blandt andet forsøgt at få oplyst, hvad driftsomkostningerne er, med henblik på at de to foreninger måske kan overtage forpligtelserne.
- Men det har vi ikke fået noget svar på, så vi ved ikke, hvilket beløb vi taler om, siger hun.
Potentialet i bygningen er efter hendes opfattelse større end det, der nu foregår.
- Der kunne ske så meget sjovt. Bygningen kunne bruges som et kreativt kulturhus til glæde for herboende og for de mange turister. Det kunne være kunstmaling, keramik, glas, syning, pileflet, kunstudstillinger, jule-/påskeudstillinger. foredrag, besøg af forfattere, små intime koncerter, dagskurser, undervisning og meget mere. Bygningen ville fortsætte med at være levende og endda udvikle sig i en endnu mere levende retning til glæde for alle, siger hun.
Endelig påpeger hun, at konsekvensen af et salg kan blive meget negativ.
- Vi frygter, at et salg på sigt vil betyde endnu et tomt og trist lokale i byen.
Øster Hurup er i forvejen præget af flere tomme og sorte butiksruder i lokaler, hvor huslejen er så høj, at en sommeromsætning ikke er nok til at kunne betale lejen, siger hun.
Formanden for Kultur- og fritidsudvalget i Mariagerfjord Kommune, Jørgen Pontoppidan (V), er bestemt ikke glad for, at man ser sig nødsaget til at sælge bygningen.
- Vi skulle ligesom alle de øvrige udvalg bidrage med besparelser, og der faldt et af valgene altså på havnebygningen. Det er bestemt ikke ideelt for dem derude, og det er ikke en beslutning, man klapper i sine små hænder over. Men omvendt var der ingen diskussion om det i udvalget, så jeg har svært ved at se, at vi skulle omgøre beslutningen. Til gengæld er jeg sikker på, at vi i embedsværket finder en alternativ løsning, så de ikke står uden tag over hovedet, siger han.