Billede beskrivelse

Foredragsarrangement udsat for billetsvindel

19. december 2025 kl. 06.01

ALS: Det er helt almindeligt, at svindlere forsøger sig med at sælge billetter til festivaller og store koncerter, men et trods alt mindre foredragsarrangement med tilhørende spisning på Als Kro og Badehotel har nu også haft den tvivlsomme fornøjelse.

Onsdag morgen så indehaver Kim Johansen sig nødsaget til at gå ud med en advarsel på Facebook, da han opdagede to profiler, Julie Nicholson og Abby Scott, udbyde billetter.

- Det er to udenlandske profiler, der er blevet hacket, og som andre styrer. Jeg havde netop slået op, at billetterne til spisningen var udsolgt, og så har dem, der står bag, fået nys om det og lavet de falske opslag. Jeg tror ikke, nogen har bidt på, men jeg synes, jeg ville advare, fortæller Kim Johansen.

Han understreger, at man har fuldstændig styr på de billetter, der er solgt, og hvem der har købt dem. Skulle nogen være i tvivl, opfordrer han til at kontakte ham via Messenger eller på telefon 53750600. Skulle man selv blive forhindret, kan man i øvrigt uden videre få refunderet pengene igen.

Han står selv for foredraget Search and Rescue Operation, som i første omgang skulle være en engangs-forestilling.

- Jeg holder et foredrag 15. januar, men det blev udsolgt i løbet af no time, så jeg blev nødt til at lave et mere 26. februar, fortæller han.

Her er de 40 spisebilletter altså udsolgt, mens der stadig kan købes billetter særskilt til foredraget alene.

Det handler om en mildest talt dramatisk redningsaktion, som Kim Johansen var hovedperson i. I september 2022 var han efter at have solgt sin virksomhed, Aalborg Stilladser, draget på jordomsejling solo i sin sejlbåd, men få dage efter afrejsen blev han fanget i et tordenvejr, der ødelagde sejlene. Og da Kim Johansen lod motoren tage over, gik den i stykker, og han drev frit omkring ud for Somalias kyst i Det Indiske Ocean.

Han fik kontakt med en olietanker, men uden motorkraft var det i sig selv risikabelt at nærme sig det gigantiske skib, og til sidst fulgte turen i et net svingende over havoverfladen, mens han blev reddet ombord. Den skrækindjagende oplevelse har efterladt sig dybe spor, og Kim Johansen slås i dag stadig med PTSD, fortæller han.

TV2 har lavet en dokumentar om Kim Johansens historie, og han er særdeles efterspurgt som foredragsholder. Nu altså også på hjemmebane.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste