For dig der døjer med høretab
Ældre Sagen Hobro inviterer i samarbejde med Oticon til orienteringsmøde 25. april i Medborgerhuset
HOBRO: Hobro overser dårlig hørelse - derfor må en indsats mod høretab være på sin plads, mener man hos Ældre Sagen Hobro.
I samarbejde med Oticon indbyder Ældre Sagen til et orienteringsmøde, hvor der fokuseres på høresundhed, høretab eller risikoen for ubehandlet høretab.
Det foregår onsdag 25. april klokken 13 i Medborgerhuset Hobro, Skibsgade 28.
Rigtig mange i Hobro lider af høreproblemer.
Ifølge Høreforeningen står hver sjette dansker - 16 procent - over 18 år med et høretab.
Men hele 60 procent - altså seks ud af 10 - gør ikke noget ved det.
Alt for høje tal
Alt for høje tal, mener Ældre Sagen, som har allieret sig producentfirmaet Oticon om at informere borgerne.
Oticon A/S er et dansk firma, der producerer høreapparater og hørehjælpemidler, og som i denne tid drager land og rige rundt med foredrag høretests og giver svar på spørgsmål om høretab.
- Konsekvenserne ved ubehandlet høretab kan dels være et dårligere socialt liv, dels øge din risiko for en lang række sygdomme som Alzheimers, demens og depression.
Det sker, fordi lyd er essentielt for, at din hjerne fungerer normalt, pointerer chef-audiolog Thomas Behrens.
Han er ansvarlig for audiologi og leder af Center for Anvendt Audiologisk Forskning hos Oticon.
- Lyd bliver til mening, når hjernen bearbejder lyden.
For personer med høretab giver det lydsignal, som hjernen får at arbejde med, mindre information.
- Og det kræver større anstrengelse at få mening ud af lyden.
Derfor virker høretab meget trættende, idet vi generelt bruger megen mental energi i dagligdagsaktiviteter, specielt dem hvor der er baggrundsstøj, uddyber Thomas Behrens.
Anstrengende at følge med
- Måske reagerer vi ved at trække os tilbage, fordi det er så anstrengende at følge med.
- Netop social isolation og følgerne deraf som fx. depression har længe været anerkendt som risikoforøgende faktorer i forbindelse med demens og Alzheimers, påpeger Thomas Behrens
En ny undersøgelse viser, at vi i mange hverdagssituationer udsætter vores hørelse for fare.
Når hørelsen udfordres
Brug af larmende køkkenredskaber, kraftig lyd til koncerter, larmende sportsbegivenheder og høj musik i bilen er alle situationer, hvor du udsætter dig selv og dine ører for fare, der på sigt kan medføre nedsat hørelse.
Faktisk mener 43 procent af danskerne, at de nogle gange eller ofte udsætter deres hørelse for risiko.
- Forebyggelse er derfor meget vigtig.
Men selvom du er ramt af et høretab, så er det aldrig for sent at gøre noget ved det.
I medborgerhuset 25. april får du at vide, hvad du kan gøre, hvis du nærer mistanke om høretab.
Dertil får du viden om, hvad du kan forvente dig af den nyeste teknologi inden for høreapparater, vil du få.
Udover Ældre Sagen og Oticon vil også det lokale hørecenter være til stede.