Flere generationer samles til fest på gymnasium
Nogle er dimitteret fra Mariagerfjord Gymnasium, mens andre gik på gymnasiet, dengang det hed Hobro Gymnasium & HF. Fælles for alle er, at de er inviteret til gammel-elev-fest lørdag 4. november 2023.
Efter dimissionen bliver studenterne ofte spredt for alle vinde. Nogle tager sabbatår, mens andre flytter til de større byer for at læse videre. Mange ønsker dog at bevare kontakten til hinanden og gymnasiet. Dét mærker man på Mariagerfjord Gymnasium, hvor gammel-elev-festen hvert år samler flere generationer - lige fra 50 års jubilarer til studenter, der dimitterede i sommer.
- Det er en fantastisk fest, hvor man tydeligt mærker, at gymnasietiden har haft stor betydning for rigtig mange mennesker. Vi ved, at der i år kommer studenter fra 1973 og 1983, som fejrer deres jubilæum til festen, og samtidig kommer der mange studenter fra de senere år. Det er en fest, der samler alle aldre, og hvor der er plads til både dans, gensynsglæde og sjove røverhistorier, fortæller rektor Søren Urup og tilføjer:
- Der kommer også mange nuværende og pensionerede lærere med til festen, og alle glæder sig til at hilse på de gamle elever. Det er altid sjovt at høre om, hvordan det er gået dem, og hvor de er henne i dag.
Gymnasiet har indrettet festen, så alle kan have en god aften. Derfor kan man vælge at starte med en buffet fra MOS Madhus, eller man kan komme senere til festen, når musikken starter. I løbet af aftenen er det desuden muligt at trække sig tilbage til et roligt loungeområde, hvor man kan hvile ørerne og tale med sine gamle gymnasievenner.
Dørene åbnes for festdeltagere med spisebillet klokken 17.30, mens dørene åbnes for øvrige festdeltagere klokken 20. Festen fortsætter frem til klokken 1 på gymnasiet.