Flammer i høj vindmølle
Beredskab alarmeret kort før klokken 01 natten til torsdag
HOBRO: En høj vindmølle brød i brand natten til torsdag.
Vindmøllen står på en mark ved Karlsvej øst for Valsgård nær Hobro.
Nordjyllands Beredskab blev alarmeret om branden kl. 00.55, og meldingen lød på flammer i vindmøllen.
Ilden opstod øverst i vindmølletårnet, som er 30 meter højt.
Brandfolkene kunne ikke gøre andet end at afspærre området omkring den brændende vindmølle - og se på.
- Vi har ikke mulighed for brandslukning i den højde, siger indsatsleder Palle Olesen fra Nordjyllands Beredskab.
Brandvagter fra beredskabet holdt øje med, at ilden ikke bredte sig, mens vindmøllen udbrændte.
Det var en ældre vindmølle af fabrikatet DWP, der brændte. Den blev sat i drift i 1989, har en effekt på 175 kW og en samlet højde på godt 40 meter, målt til øverste vindmøllespids.