Billede beskrivelse

Familietid i efterårsferien: Veteranbanen inviterer til en unik kastanjetur

06. oktober 2024 kl. 19.02

MARIAGER/HANDEST: Når ”skoven falmer trindt om land, og fuglestemmen daler”, falder de skinnende kastanjer også ned fra træerne. Det betyder kastanjefigurer og hyggeligt efterårssamvær for hele familien.

Det fortæller Mariager-Handest Veteranjernbane. 

Billede beskrivelse

Hop ombord på det populære kastanjetog

I efterårsferien fløjter veteranbanen afsted med det årlige kastanjetog – en hyggelig familietur fyldt med traditioner og en anderledes måde at samle kastanjer på. Veteranbanen inviterer fire dage i børnenes ferie til en kastanjetur, der byder på smukke gyldne efterårsfarver. 

Billede beskrivelse

Driftsbestyrer Frits Sørensen forklarer:

- Tag plads i det historiske veterantog med de over 100 år gamle personvogne, som har de sjove åbne endeperroner, og oplev en hyggelig rejse gennem efteråret. På stationerne i True og Vester Tørslev vokser der store, næsten 100 år gamle kastanjetræer - plantet, da privatbanen åbnede i 1927. Disse gamle kæmper leverer stadig masser af flotte kastanjer, og der er nok til alle!

Turen med veterantoget mellem Mariager og Handest tager cirka to timer, og der er masser at opleve undervejs. 

Billede beskrivelse

Den 17 kilometer lange strækning er Danmarks længste veteranjernbane. Børnene kan stå på de åbne endeperroner, nyde naturen og høre lokomotivet arbejde sig igennem det smukke efterårslandskab.

Nyd en pause i Handest

I Handest er stationskiosken åben, hvor der kan købes friskbrygget kaffe, en øl eller sodavand, og børnene kan selvfølgelig få en is – is smager jo hele året! 

Børnene kan også hygge sig med at køre den røde skinnebus på modelbanen, som er opstillet i stationens pakhus.

Kastanjetogene kører de to søndage samt tirsdag og torsdag i efterårsferien (uge 42) med veteranbanens historiske motormateriel. Der er afgang fra Mariager kl. 10.50 og 14.10, mens toget fra Handest kører kl. 12.10 og 15.20.

Billede beskrivelse

Tag madkurven med

Gør turen endnu hyggeligere ved at tage en lækker madkurv eller en kande kaffe med ombord. Nyd forfriskningerne undervejs i toget eller ved stationen i Handest, hvor der er borde og bænke. Som Frits Sørensen siger: 

- Det hele smager dobbelt så godt på kastanjeturen!

Hvis der er lyst til at opleve Mariager Fjord og de omkringliggende skove i de smukke efterårsfarver i ro og mag og historiske omgivelser, så planlæg en dag med veterantoget allerede nu. Billetter til veterantogene kan bookes på forhånd via veteranbanens hjemmeside.

Trekantruten – den populære rundtur

Trekantruten, som byder på en kombineret tur med tog, bus og skib mellem Mariager, Hobro og Handest, kører også i efterårsferien. 

Ruten følger samme dage som veteranbanen, og billetter til Trekantruten skal bookes på forhånd hos turbåden Svanen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste