Få en omvisning i Kunstetagerne
Sker torsdag 19. april
HOBRO: Hobro Kunstsamling er i fokus, når der torsdag 19. april kl. 15 arrangeres gratis omvisning i Kunstetagerne Hobro for alle interesserede.
Omvisningen varer en times tid og formes som en dialog mellem Kunstsamlingens formand Søren C. Olesen og Kunstetagernes kunstfaglige medarbejder Anne Lie Stokbro.
Undervejs bliver der lejlighed til at høre mere om kabinet-udstillingen med Arne L. Hansen og om de mange kunstnere, som er repræsenteret i Hobro Kunstsamling.
Afsættet tages i dem, hvis værker lige nu kan ses i Kunstsamlingens udstilling øverst i Kunstetagerne - blandt andre Niels Guttormsen, Kasper Heiberg, Sigrid Lütken, Hans Jørgen Nicolaisen, Bjørn Nordahl og Bent Sørensen.
Hobro Kunstsamling blev stiftet i 1975. Gennem årene er samlingen vokset til omkring 4.000 værker, heraf cirka 2.000 stykker grafik. Størstedelen af samlingen er udlånt til institutioner, skoler og foreninger i Mariagerfjord Kommune.
Samlingen lægger særligt vægt på godt 40 nøje udvalgte malere, grafikere og billedhuggere, hvor af mange også kan opleves i kommunens byrum.
Tilsammen giver kunstnerne et godt indblik i de strømninger, som har præget dansk kunst i de seneste cirka 40 år.