Velbesøgt Open by Night med sydlandsk stemning
HOBRO: August markerer starten på sensommeren, så det var årets første sensommerdag, der dannede rammen om Open By Night i Hobro fredag den 1. august.
En aften, der virkelig var velbesøgt, både af lokale og turister, og som derfor bød på masser af god stemning.
Byens butikker holdt længe åbent – de fleste med særligt gode tilbud i ærmet. Det blev der kvitteret for med livlig handel i butikkerne.
Pengeinstitutterne Spar Nord og Sparekassen Danmark var begge flot repræsenteret på gaden, hvor de sørgede for forfriskninger og sjove konkurrencer for børnene – til stor begejstring for både små og store.
Særlig stor opmærksomhed tiltrak European Street Market sig, hvor folkene i boderne nærmest lå vandret hele aftenen for at følge med efterspørgslen.
Det nye tiltag er blevet taget godt imod, og de mange dufte og smagsindtryk har den seneste uges tid skabt en nærmest sydlandsk stemning i Hobro.