Billede beskrivelse

Stort rykind på lokalarkivet

19. november 2025 kl. 06.00

HADSUND: Det blev lidt af et tilløbsstykke, da Hadsund Museumsforening og Hadsund Lokalarkiv forleden åbnede lokalerne på loftet af det, der endnu et stykke tid også huser Hadsund Egnsmuseum.

- For at være ærlig havde vi nok ikke regnet med at se ret mange, men der var en jævn trafik hele dagen, og jeg vil skyde på, at der har været op imod 150 mennesker. Det er lidt svært at vurdere, men jeg kan i hvert fald sige, at det kneb noget med pladsen i vores bette lokale, fortæller kasserer Hans Henrik Rasmussen.

Billede beskrivelse

Lokalarkivets leder, Christian Hagelskjær, var også godt tilfreds.

- Vi fik vist vore lokaler frem og løftet sløret for, hvad og hvordan vi arkiverer og opbevarer tingene, og så fik vi ikke mindst en god snak, om hvad fremtiden bringer, nu da egnsmuseet og Møllehistorisk Samling lukker, siger han.

Som sidegevinst fik foreningen et par nye medlemmer, og det var måske en smule skuffende.

- Vi havde håbet på, at mange flere ville melde sig under fanerne og støtte med et medlemskab. Men det kan selvfølgelig nås endnu, bemærker han.
For interesserede er det bare om at sende en SMS på 9387 9560 eller en mail til lokalarkivet-hadsund@outlook.dk.

Foreløbig er Lokalhistorisk Arkiv ikke under voldsomt pres, for Nordjyske Museer vil være to, måske tre år om at rømme lokalerne. Men derefter ved man ikke, hvad fremtiden bringer.

- Det er kommunen, der ejer bygningen, og vi skal have et møde med dem i januar for at høre, hvordan de ser på tingene. For os er det ikke så afgørende at blive her, bare vi har et sted at være. Vi kunne for eksempel godt tænke os at flytte op i Hadsund Kulturcenter, hvis det kan lade sig gøre, fortæller Hans Henrik Rasmussen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste