Billede beskrivelse

Skuffende billetsalg gør festival gratis – vi vil bare holde en fed fest

13. juni 2025 kl. 19.02

HOBRO: Festivalen Sommersus 2025, der finder sted den 20. og 21. juni i Bramslev Bakker, har ikke solgt helt så mange billetter, som arrangørerne bag havde håbet på. Det har de taget konsekvensen af. De gør simpelthen indgangsbilletten til festivalen helt og aldeles gratis.

- Vi har måske været lidt sent ude med markedsføringen af festivalen i år, hvilket kan forklare, at vi ikke har solgt så mange billetter, som vi havde håbet. Men fremfor, at vi bliver 400-500 gæster, som det foreløbige billetsalg tydede på, så vil vi hellere gøre festivalen gratis, og så måske blive 2.000 gæster, fortæller Søren Spliid, der er direktør for Naturhotel Bramslev Bakker, der står bag Sommersus.

- I bund og grund vil vi bare gerne holde en fed fest for Hobro og omegn. Så vi håber virkelig, at mange vil tage imod invitationen, og komme og feste med os, tilføjer han.

Allerede købt billet?

Har man allerede nået at købe billetter, kan man få konverteret disse til ”drikkebilletter”, der kan bruges i barområdet. Her har arrangøren besluttet at fordoble beløbet, så man altså får drikkebilletter for det dobbelte beløb af det pålydende på billetten.

Årets program til Sommersus byder blandt andre på musikalske højdepunkter som Ida Corr, Lis Sørensen, Skinz, Freja Kirk og Liga, mens der også vil være tankevækkende talks leveret af personligheder som Jim Lyngvild, Johnny Haugaard, Simi Jan og Europaminister Marie Bjerre.

Festivalen åbner med det spektakulære kunstværk Midgårdsormens Ham, skabt af Johnny Haugaard i samarbejde med frivillige.

Også til børnene venter der nogle særlige oplevelser – blandt andet en eksklusiv særforestilling af Skammerens Datter for 1.400 skolebørn fra lokalområdet, skabt i samarbejde med Bellevue Teatret. Forestillingen opføres midt i naturen og er støttet af Mariagerfjord Kommune.

Hertil kommer mange andre spændende aktiviteter og indslag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste