Billede beskrivelse

Sæt kryds i kalenderen - Als Sport og Event blander sikre succeser med nyheder

10. februar 2026 kl. 17.00

ALS: 2026 byder på et alsidigt sæsonprogram i Als, hvor Als Sport & Event lægger op til oplevelser for alle aldre og interesser. 

Programmet rummer både solide musikere, tankevækkende foredrag, smagsoplevelser og fester. 

Noget vil de lokale nikke genkendende til, men der er også blevet plads til nyheder.

Allerede i morgen onsdag skydes sæsonen i gang med koncert i Als Kirke med Kristian Lilholt Duo i samarbejde med menighedsrådet. Kirkekoncerten havde sin debut i 2025, hvor man måtte melde udsolgt til Poul Krebs, og historien gentager sig i år.

- 70 mennesker til spisning i den nye sognegård og 180 mennesker i kirken. Så kan der ikke proppes flere ind, siger Jan Gerts, formand for Als Sport & Event.

Så venter en nyhed, nemlig MGP-børnefesten 21. februar i Als Hallen, og her går billetsalget også godt.

- Vi kan i hvert fald sige, at det bliver til noget, og mon ikke det så bliver gentaget næste år, siger Jan Gerts, som pointerer, at der kun skal købes billet, hvis man ønsker noget at spise. 

Ellers er der gratis adgang for alle.

Billede beskrivelse

Til gengæld går det trægt med billetsalget til en kombineret vin- og ostesmagning fredag 27. februar.

- Billetsalget kulminerer i ugen op til arrangementerne, så det er ikke nødvendigvis det samme som, at der mangler interesse, og så har vi mange arrangementer lige deromkring. Allerede om mandagen 2. marts har vi foredrag af Jes Dorph-Petersen, og det er nok ikke alt, man kan rende til, men af forskellige årsager var vi nødt til at placere ham der, siger Jan Gerts.

21. marts er der inviteret til Running Dinner, hvor man går rundt til forskellige værter og spiser forret, hovedret og dessert. 

Sidstnævnte indtages i år på Als Kro, der genåbnede i efteråret. Arrangementet har holdt pause, mens kroen har været lukket, og det har tilsyneladende været savnet. I hvert fald går billetsalget strygende.

24. april holder man igen Syng Dansk-arrangementet i hallen med deltagelse af flere lokale kor.

20. juni holder man for tredje gang Feriepartner Kattegatløbet, og i år forsøger man at udvide arrangementet.

- Vi havde tidligere Musik ved Havetog før da Strandfesten, og vi forsøger nu at lave noget lignende. Ud over selve løbet lørdag inviterer vi til fællesspisning og underholdning om torsdagen, og fredag er der koncert med Simon & Garfunkel Tribute. Det sidste er jeg personligt meget spændt på, for de spiller for fulde huse overalt, hvor de optræder, siger Jan Gerts.

Løbet rummer et specielt krydderi, da den lokale løber Puk Jensen løber sit maraton nummer 100. Der er også mere menneskelige distancer, ligesom man kan vælge, om man vil løbe eller gå.

Så er der tid til at puste ud, for næste arrangement på programmet er oktoberfesten lørdag 3. oktober. Det er en gammel og evigt populær traver, men ingen tradition uden fornyelse.

- Vi starter denne gang allerede klokken 13 for at lokke et lidt ældre publikum med. Vi plejer at være mellem 220 og 250 mennesker, og det er vi godt tilfredse med, men der er plads til flere, siger Jan Gerts.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste