Renæssancepark danner igen ramme om pinsetradition i det fri
HADSUND: Anden pinsedag, mandag 25. maj kl. 14.00, inviterer Als, Øster Hurup, Skelund og Visborg sogne til den traditionsrige friluftsgudstjeneste i den smukke renæssancepark ved Visborggaard Slot.
Det fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.
Her danner blomstrende azaleaer og rhododendron, de historiske omgivelser og den åbne himmel en stemningsfuld ramme om en festlig gudstjeneste i Helligåndens tegn.
Parken er venligst stillet til rådighed af Susanne og Rudolph von Platen-Hallermund. Gudstjenesten er en fælles fejring for de fire sogne, hvor sognenes præster medvirker sammen med kirkernes organister og kirkesangere. Det bliver en eftermiddag med højtid, musik og stærkt lokalt fællesskab.
Efter gudstjenesten er alle velkomne til at blive og nyde kaffe- og kagebordet. Her er der mulighed for samtale, samvær og en hyggelig afslutning på en festlig pinsedag i smukke omgivelser.
I dagens anledning er der fri entré til parken.