Populær trio vender tilbage til, hvor det hele startede
HOBRO: Showet John, Bamse & Larsen er tilbage i Salthallen Hobro i marts 2026.
Showet, som havde premiere i foråret 2025, er allerede overværet af flere end 3.000 publikummer på de små scener forskellige steder i Jylland. Nu er de tilbage med fire shows i Salthallen på Blåkilde i Hobro.
- Det er helt fantastiske rammer i den gamle salthal, og vi glæder os meget til at vende tilbage til, hvor det hele startede for et år siden, lyder det fra Lars Lindbjerg fra trioen.
Som navnet antyder drejer det sig om musik fra de tre danske musiklegender; John Mogensen, Flemming ”Bamse” Jørgensen og Kim Larsen. Bag showet gemmer der sig tre musikere, der har disse danske kunstnere inde under huden i deres daglige virke som musikere.
Erfaren trio
Truppen består nemlig af Lars Erik Qvortrup som har en fortid med forskellige bands, bl.a. Montanaband, Station, Carsten & Co og La Orchestra. De senere år har han opbygget en solokarriere, hvor han tager ud med sit klaver og leverer de allerbedste fra John Mogensens kæmpe sangkatalog.
På scenen til at formidle Bamses numre er det Carsten Hammer, der normalt giver den som frontfigur i bandet ”Bamse Tribute” og Dacapoband, og som tilmed udgav en helt ny LP med egne kompositioner for et lille år siden. Carstens forkærlighed for Bamses musik stikker helt tilbage til den spæde barndom, hvor han allerede som 11-årig udgav det første kassettebånd indeholdende flere af Bamses numre.
I rollen som Kim Larsen finder man Lars Lindbjerg, som jo ud over at være en kendt solomusiker, er frontfigur i bandet ”Lars Lindbjerg & de smukke unge mennesker”.
Lars har været til et hav af koncerter med Kim Larsen og hans forskellige bands. Og Lars’ formidling af netop Kim Larsens musik sidder, ifølge hans stampublikum, meget tæt på mesteren selv.
Trofast stampublikum
Showet, som trioen kommer med i fællesskab, er altid i udvikling.
- Vi har eksempler på publikummer, som har set showet fire gange, og som fortæller os at de glæder sig til at høre os igen og igen, for at se hvad vi mon nu har fundet på den pågældende aften, fortæller Carsten Hammer.
- Vi har selvfølgelig nogle faste rammer omkring hvilke numre vi spiller, men derudover er ordet også frit fra os alle tre, og har vi en god idé eller en vittighed, eller måske en sang uden for repertoire, så fylder vi altså bare på, tilføjer han.