Ambu glæder sig over positiv udfordring
HOBRO: Dette års Ambufest i Hobro finder sted fra 27. – 30. august. Traditionen tro byder festen på to store koncertdage.
Torsdagskoncerten byder på Martin Kanstrup, Rasmus Madsen, TV2, MD Duo og den lokale trio John, Bamse & Larsen, mens fredagens program blandt andet byder på navne som Thor Farlov, Apacha, Mille, Von Quar og Gilli.
Traditionen tro brager billetsalget derudaf til fredagskoncerten, men i år er der også et rigtigt flot billetsalg til torsdagskoncerten, hvilket måske kommer til at give en udfordring.
For mens TV2 og Rasmus Madsen spiller på store scene med masser af plads, spiller brandvarme Martin Kanstrup i teltet. Her bliver der helt sikkert trængsel.
- For at der kan være gang i musikken hele tiden, så er der jo tradition for, at kunstnerne skifter mellem store scene og teltet. Her spiller populære Martin Kanstrup i teltet, så der bliver med garanti godt proppet. Men det ser vi som et positivt problem, og jeg er sikker på, at alt nok skal gå. Vi kan blandt andet tage siderne af teltet, fortæller Niels Leth-Sørensen, formand for Ambufesten.
- Det er på alle måder et positivt problem, og jeg er sikker på, at alle nok skal få en rigtig god oplevelse, tilføjer han.
Forventer udsolgt fredag
Niels Leth-Sørensen glæder sig over det flotte billetsalg til begge koncertdage. Han forventer udsolgt til fredagskoncerten, mens mindre kan gøre det om torsdagen.
- Vi har en ambition om at sælge 2.500 billetter til torsdagskoncerten og i nærheden af 6.000 til fredagskoncerten, hvilket vil sige udsolgt.
- Fredagen har jo sit helt eget liv og er virkelig blevet den unge dag til Ambufesten. Opnår vi de to tal, så er jeg en meget glad formand, også selvom det betyder lidt trængsel i teltet, når Martin Kanstrup går på, lyder det fra Niels Leth-Sørensen.