Parmatch blev krydret med særligt slag
MARIAGERFJORD: Mariagerfjord Golfklub afviklede i weekenden sin årlige Open Par Match, der ud over et flot fremmøde og fornuftigt sommervejr også bød på et hole-in-one-slag.
Matchen havde deltagelse af i alt 64 spillere fra Aars Golfklub, Aarhus Golf Club, Hals Seaside Golf, Markusminde Golf, Pibe Mølle Golf, Rold Skov Golfklub, Royal Golf Club, Viborg Golfklub, Øland Golfklub og Mariagerfjord Golfklub.
Gæsterne fra andre golfklubber udgjorde cirka halvdelen, hvilket matchudvalget var meget tilfreds med.
Startlisten var lavet, så alle gæster fra andre golfklubber gik med lokale medlemmer, som så kunne servicere og vejlede rundt på banen.
Vejrmæssigt blev det også en dejlig dag i tørvejr og med lidt frisk vind, og dertil kunne alle deltagerne nyde supergod mad, leveret af Mariagerfjord Golfrestaurant.
Dagens begivenheder blev såmænd også krydret med et hole-in-one på banens hul 14. Det var den lokale spiller Per Frost, som får sådan et drømmeslag fik overrakt en flaske whisky.