Ole fortæller om kærlighedsbreve fra en svunden tid
MARIAGER: Mariagerfjord Bibliotekerne inviterer til et stemningsfuldt foredrag med forfatter Ole Sietam, som dykker ned i en glemt epoke fra fragtskibenes guldalder – fortalt gennem en række bevarede kærlighedsbreve.
Arrangementet finder sted på Mariager Bibliotek 20. november kl. 19.00, fortæller biblioteket i en pressemeddelelse.
Udgangspunktet for foredraget er en personlig brevveksling mellem Ole Sietams oldeforældre.
I disse breve udfolder sig både en stor kærlighed og fortællingen om en svunden tid, hvor danske fragtsejlskibe krydsede verdenshavene. Mens den ene part stod ved kysten og spejdede mod horisonten, skrev den anden hjem fra fjerne egne – og kærligheden mellem dem levede videre gennem ordene på papiret.
Brevene vidner ikke kun om følelser og længsel, men også om den pris, der blev betalt for den velstand, søfarten førte med sig. Publikum kan se frem til en aften fuld af historiske indblik og rørende menneskeskæbner.
Arrangementet er gratis, men kræver billet.