Billede beskrivelse

Nyt samarbejde bringer storslået nytårskoncert til Mariager

19. august 2025 kl. 06.00

MARIAGER: Mariager kan se frem til en uforglemmelig begyndelse på det nye år, når et nyt samarbejde mellem Mariager Hallen, Cittaslow og Sparekassen Danmark giver lokalområdet en nytårskoncert ud over det sædvanlige.

Det fortæller arrangørerne i en omtale. 

Formålet med samarbejdet er at skabe en begivenhed, der samler både borgere og gæster en kold januarsøndag i musikkens, underholdningens og fællesskabets tegn. Mariager Hallen danner rammen om koncerten, som, arrangørerne håber, kan udvikle sig til en ny tradition i byen.

På scenen står Prinsens Musikkorps med den folkekære entertainer Rasmus Bjerg som solist og Gert Skovlod Hattesen som dirigent. Sammen byder de det nye år velkommen med en festlig og stemningsfuld koncert.

Der er garanti for både varme, smil og højt humør, når Prinsens Musikkorps – Flyvevåbnets orkester – turnerer landet rundt med sine populære nytårskoncerter. I år bliver gensynsglæden særlig stor, når Rasmus Bjerg endnu engang optræder som solist. Samarbejdet mellem ham og orkestret går tilbage til 2017, hvor kemien mellem parterne var tydelig og hjertelig.

Rasmus Bjerg er bredt anerkendt for sine alsidige roller inden for film, tv og teater. Hans evne til at kombinere humor, musikalitet og nærvær gør ham til en ideel partner for musikkorpset. Hans hyldest til John Mogensen har bevæget tusindvis af danskere, og med sin stærke sangstemme og karismatiske tilstedeværelse lover han endnu en musikalsk oplevelse i særklasse.

Der venter publikum en festlig fejring af det nye år med musik, sang og gode grin, når Prinsens Musikkorps og Rasmus Bjerg indtager scenen sammen.

Koncerten finder sted søndag den 18. januar 2026 kl. 15.00.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste