Ny dansk gyserfilm med lokalt islæt: Kenneth leverer lydsiden
HOBRO: Publikum i Hobro får en eksklusiv forpremiere på Englebørn den 12. marts i Filmteatret. Her vil musiker og producer Kenneth Bager, instruktør Peder Pedersen og manuskriptforfatter Jan Iversen introducere filmen og deltage i en Q&A-session.
Det fortæller arrangørerne.
Den kommende danske gyserfilm Englebørn har et særligt lokalt islæt, da den internationalt anerkendte musiker og producer Kenneth Bager har skabt filmens lydside i samarbejde med komponisten Tolga Böyük. Filmen forener psykologisk uhygge med en intens visuel og auditiv oplevelse og får officiel premiere i danske biografer den 13. marts.
Kenneth Bagers unikke lydunivers
Kenneth Bager, kendt for sin evne til at forene elektroniske elementer med organiske lyde, fortæller om soundtracket:
- Tolga og jeg er vokset op med de klassiske filmkomponister Tangerine Dream, Vangelis, John Carpenter og Goblin (Claudio Simonetti), og det samme er instruktøren Peder Pedersen. Derfor var vi hurtigt enige om filmens lydunivers. Musikken er skabt i Berlin i et af Tolgas studier og hjemme i min udestue. Vi har forsøgt at lave et anderledes soundtrack med genkendelige, emotionelle og tidløse elektroniske temaer, mixet med et mere pumpende, råt og næsten techno-agtigt udtryk. Vi har prøvet at gå nye veje – eksempelvis indeholder hovedtemaet lyden af et tandlægebor, en lyd som alle kender, og nogle frygter.
Bagers lydside tilfører filmen en unik atmosfære, der intensiverer både stemning og gys.
Forpremiere i Hobro med eksklusiv Q&A
Ved forpremieren den 12. marts i Filmteatret Hobro vil publikum få en introduktion fra Kenneth Bager, Peder Pedersen og Jan Iversen. Efter visningen vil trioen svare på spørgsmål om filmen, dens tilblivelse og den særlige lydside.
Stærkt hold foran og bag kameraet
Hovedrollen spilles af Agnes Born, kendt fra Netflix-serien The Witcher, hvor hun leverer en intens præstation som karakteren Freya. Hun flankeres af Micki Stoltt (The Last Kingdom, Gidseltagningen), Kaspersilas Crystallando (Lykke-Per) og musikeren Dicte, der her får sin første filmrolle siden Smukke dreng (1993). Derudover medvirker Ali Najei, Babette Feldt og Claes Bang i en gæsteoptræden.
Bag kameraet står instruktør Peder Pedersen, der har erfaring fra tv-serier, reklamer, musikvideoer og kortfilm. Han har tidligere arbejdet med bands som The Raveonettes, Aqua og Minds of 99 og har udgivet horror- og sci-fi-filmbladet Inferno.
Manuskriptet er skrevet af Jan Lundager Iversen, som med sin psykologiske dybde og uforudsigelige fortællestil udfordrer publikums forventninger. Fotograf Marcel Zyskind (Ved verdens ende, Du som er i himlen, Sommeren ’92, The Killer Inside Me) tilfører filmen et stemningsfuldt billedsprog, der forstærker dens visuelle udtryk.
Soundtracket, skabt af Kenneth Bager og Tolga Böyük (Islandman), spiller en central rolle i filmens atmosfære og psykologiske intensitet.
Med et stærkt hold både foran og bag kameraet samt en fortælling, der balancerer mellem gys og psykologisk drama, bliver Englebørn en af årets mest overraskende danske filmoplevelser.
Biografpremiere den 13. marts
Efter forpremieren i Hobro kan filmen opleves i biografer landet over fra den 13. marts.