Musikfest: Så er det lige om lidt
HOBRO: Nedtællingen til en af årets store musikfester i Hobro er godt i gang. Det er Musik i Østerskoven, der løber ad stablen for 3. gang lørdag den 31. maj på DS Arena. Arrangøren melder om et flot forsalg.
Dagen byder på et spændende 12-timers musikprogram med Jonah Blacksmith, Jung, Kato, Shu-bi-dua 2.0, Guns’N’Roses Tribute, Starturn, Kryd, Rakkerpak og Sømændene.
- Vi er rigtig glade for musikprogrammet, der er en god kombination mellem nogle store, etablerede navne og et par upcoming bands med et lokalt tvist, lyder det fra Henrik Hammershøj, drifts- og eventchef hos Hobro IK, der står bag koncerten.
- Vi synes også, at billetsalget har været ganske godt. Men det er også klart, at til koncerter som vores, er det ofte de sidste par uger, hvor der sælges flest billetter. Sidste år var vi jo også lidt uheldige med vejret, så nogle skuler nok lidt til vejrudsigten, men vi er meget optimistiske og skulle det være en dag, hvor der kommer en byge, så har vi godt med læ på DS Arena blandt andet under tribunerne, tilføjer han.
Bedre end nogensinde
Henrik Hammershøj kan også melde om et par ændringer til årets koncert, blandt andet med nye indgange, en opgradering af nogle af faciliteterne, flere hyggelige områder, ligesom Hobro IK selv kommer til at stå for blandt andet vinbaren og et af madteltene. Øvrige madleverandører er ”Mor Karen”, ”Madsens Gårdbutik” og ”Helles Køkken” – sidstnævnte leverer til VIP-gæsterne.
- Vi håber og tror på endnu en skøn musikfest på DS Arena. Vi har i hvert fald både erfaring og en positiv oplevelse med os fra de to første år med Musik i Østerskoven, så jeg er faktisk overbevist om, at det bliver bedre end nogensinde, lyder det fra Henrik Hammershøj.
Der er engageret mellem 300 og 350 frivillige til afviklingen af Musik i Østerskoven, hvor et eventuelt overskud går til arbejdet med unge mennesker i Hobro IK.
Der kan købes billetter på: www.mioe.dk