MGP-fest: Det bliver ligesom at være der selv
ASSENS: Når de håbefulde børnetalenter 22. februar stiller til start i dette års udgave af MGP i Jyske Bank Boxen i Herning, følges der intenst med i Assens, hvor der er inviteret til MGP-fest i skolens aula.
Bag invitationen står Assens Dagtilbud og Skole, borgerforeningen, Assens Ungdomsklub og hoppeborgen.dk, og ifølge en af de hovedansvarlige, Heidi Bitomsky, bliver det næsten som at være til den "rigtige" fest i Herning.
- Der bliver danset, leget og hygget, og der er chips, popcorn og slushice. Og når vinderen kåres til sidst, fyrer vi konfettirør af. Børnene nyder det virkelig, siger hun.
Heidi Bitomski er medlem af skolebestyrelsen, hvor hun har rollen som aktivitetsansvarlig. Det var dog hende selv, der i samarbejde med Winnie Skousgaard Sørensen og deres respektive mænd første gang holdt arrangementet i 2019. Sidste år tilsluttede de ovenfor nævnte aktører sig som medarrangører, og det er de altså igen i år.
- Især ungdomsklubben er med til at gøre noget ekstra. De hygger om børnene og hjælper med til at lave og uddele popcorn og slushice, så der er læring for de store og en masse omsorg for de små, siger Heidi Bitomsky.
Invitationen omfatter 0.-5. klasse og gælder i princippet alle i kommunen. I praksis er det dog nærliggende byer som Mariager, Norup, Falslev og Hadsund, der leverer gæsterne.
- Sidste år kom der vel 40-50 børn, og jeg regner med, at bliver nogenlunde det samme i år. Mariager Skole holder ganske vist selv en fest, men konceptet er lidt anderledes end vores, så jeg tror, der stadig kommer nogle derfra, vurderer Heidi Bitomsky.
Hun fortæller, at det ikke er det største arrangement at binde an med. Hoppeborgen leveres, som navnet antyder, af hoppeborgen.dk, det samme gælder slushice-maskinen, og madrasserne hente man i gymnastiksalen, ligesom skolen også leverer projektoren til storskærmen.
- Og når man har prøvet det før, bliver alting jo nemmere, siger hun.
For nogle af børnene bliver det indimellem lidt overvældende.
- Men så åbner vi nogle klasseværelser, hvor de kan trække sig i mindre grupper og få lidt fred. Skulle det blive alt for meget, er forældrene aldrig særlig langt væk. 7-9-13 har det faktisk ikke været nødvendigt at tilkalde nogen endnu. Nogle forældre vælger så også at blive til festen, og det kan de sagtens. Så finder vi en kop kaffe til dem, siger Heidi Bitomsky.