Mathias satte røven i klaskehøjde - men er sluppet uden skrammer
SKELUND: Man skal gøre det, man er god til, og med det princip i baghovedet har Mathias Knudsen med succes etableret og drevet byggefirmaet Drømmehuse ApS, men man skal også tage en chance en gang imellem, og det gjorde han, da han for nylig sprang ud som koncertarrangør og lancerede konceptet Landsbyrock.
- Man sætter jo sin røv i klaskehøjde, og jeg skal da ærligt indrømme, at chillfaktoren var høj, da vi kom hen til koncertdagen. Men det blev heldigvis en succes, faktisk større end jeg havde regnet med, siger han.
Baggrunden for initiativet er, at Mathias Knudsen for snart fem år siden købte den tidligere skole i Skelund, dengang med henblik på at etablere Businesspark Øst, hvor virksomheder kan leje sig ind.
Det er foreløbig blevet til to lejere, Søstrene Kronbo, der sælger sy- og strikkeartikler og holder workshops, og Region Nordjylland, der har etableret en lægeklinik i Skelund. Lige nu er yderligere en lejer, en psykologpraksis, på vej ind, og dermed er 1250 ud af 2200 kvadratmeter udlejet.
Både Søstrene Kronbo og Region Nordjylland benytter skolens aula til henholdsvis workshops og venteværelse, men der er mulighed for aktiviteter, når de ikke benytter aulaen.
Så Mathias Knudsen har fået ideen til at holde koncerter. 15. november debuterede konceptet landsbyrock.dk med duoan Bechmann//Sidenius, og det blev altså en succes.
- De er meget dygtige. Bechmann spiller blandt andet for Esther Brohus, men så kendte er de jo ikke, så jeg var lidt spændt på, om man var klar til det i Skelund, men det gik godt. Der kom omkring 50 gæster, og det var fint, så det var en glad tømrer, der gik hjem den aften, men jeg håber selvfølgelig, at der kommer flere næste gang, siger Mathias Knudsen.
Næste gang er 14. marts, hvor duoen Glimtvis går på scenen.
- De er mere kendte, så denne gang er jeg ikke så nervøs. Vi kan have 140 gæster, og jeg er forholdsvis sikker på, at vi får udsolgt, siger Mathias Knudsen.
Han har skabt sit eget koncept, Landsbyrock, som han håber at få udbredt til andre spillesteder.
- Vi taler om højst 200 publikummer og højst 200 kroner i entre inklusiv et glas bin. Inden musikerne går på, spiller vi deres musik, og det samme gør vi, når de er gået af scenen. Jeg regner med at knytte nogle faste musikere til, som så kan optræde de forskellige steder, forklarer Mathias Knudsen.
Musikerne spiller "på døren", som det kaldes. Det vil sige, at deres honorar afhænger af billetsalget. Den økonomiske risiko er altså begrænset.
Kombinationen af byggevirksomhed og Businesspark Øst er måske ikke umiddelbart indlysende, men det har vist sig at være ret ideelt.
- Vi kan som byggefirma indrette lokalerne efter lejernes ønske. I forhold til Region Nordjylland var det en kæmpeopgave. Vi skulle nå det på 46 dage, og det gjorde vi, men vi kaldte os også selv for Team Bumblebee, for det burde ikke have været muligt, siger Mathias Knudsen med henvisning til, at humlebien fysisk set ikke burde være i stand til at flyve, men altså gør det alligevel.
"Glimtvis" består af musikerne Rikke Egholm Ravn og Rasmus Pedersen, der spiller egne numre i en blandet genre af pop, country og rock.