Mariagerfjord Gymnasium åbner dørene til fremtiden
HOBRO: Mariagerfjord Gymnasium inviterer nysgerrige unge og deres forældre til åbent hus, hvor kommende elever kan udforske skolens mange tilbud og få en forsmag på livet som gymnasieelev.
Det fortæller gymnasiet.
Det foregår onsdag d. 15. januar kl. 19.00 til 21.00.
Gymnasiet åbner dørene, og både elever, lærere og vejledere står klar til at byde velkommen. De besøgende kan få svar på spørgsmål om uddannelser, fag og sociale aktiviteter. Samtidig kan de opleve et uddrag af årets musical "Det’ løgn!?," skrevet og opført af skolens egne elever.
Nyt liv til gamle rammer
I forbindelse med gymnasiets 60-års jubilæum står en omfattende modernisering af bygningerne på Amerikavej 5 for døren. Målet er at skabe tidssvarende læringsmiljøer og moderne faciliteter.
Rektor Søren Urup forklarer:
- Med et usikkert uddannelseslandskab og en ny reform i horisonten er det en klog beslutning at renovere fremfor at bygge nyt. Det er både økonomisk fornuftigt og godt for klimaet. Vi ønsker at skabe rammer, der matcher de unges behov og ønsker til en moderne uddannelsesinstitution.
Moderniseringen indledes med renovering af udearealerne, og det første spadestik forventes taget efter sommerferien. De detaljerede planer præsenteres senere.
Uddannelsesudbuddet forbliver det samme
På trods af den kommende uddannelsesreform forbliver gymnasiets uddannelsestilbud uændrede:
Stx består af otte studieretninger inden for naturvidenskab, samfundsvidenskab, sprog og musik – samt profiler som Sport+ og Musik+.
Hf er målrettet professionsbacheloruddannelser med to fagpakker.
Vhf er en visiteret hf for unge med særlige udfordringer som ADHD og autismespektrum-tilstande.
- Vores udbud er det samme – de unge kan trygt vælge Mariagerfjord Gymnasium, understreger Søren Urup.
En skole for alle
Mariagerfjord Gymnasium er kendt for stærke faglige uddannelser og et inkluderende miljø, hvor der er plads til både ambitioner og fællesskab. Åbent hus er en unik chance for at opleve gymnasiets hverdag og værdier på nærmeste hold.
Velkommen til Mariagerfjord Gymnasium!