Billede beskrivelse

Lille klub inviterer til gadebold

17. januar 2025 kl. 14.01

HADSUND: Det er ikke på medlemstallet, Hadsund Volleyballklub imponerer, men til gengæld er hyggen i højsædet, når klubben på mandag holder åbent stævne i Hadsund Hallerne.

- Det er for sjov, og alle kan være med, uanset om de er begyndere eller øvede, forklarer klubformand Carl Henrik Pedersen.

Formålet med stævnet er at skabe opmærksomhed om sporten lokalt og til dels også at rekruttere flere medlemmer end de 25, klubben har for nuværende.

- De er i hvert fald velkomne, hvis de har lyst til at melde sig ind, men jeg tror ikke, det bliver ret mange. En del af holdene kommer fra andre klubber, og de er jo i forvejen medlemmer andre steder. Men så kan vi måske samarbejde klubberne imellem og få noget ud af det alligevel, siger Carl Henrik Pedersen.

Fristen for at melde sig til er udløbet, og i alt ni hold stiller til start.

- Der er kun plads til 12 hold, så jeg er godt tilfreds. Når vi har lukket for tilmelding, er det, fordi det er en ret stor opgave at lægge kampprogram, og så går det ikke, hvis holdene melder sig til i sidste øjeblik, siger Carl Henrik Pedersen, der har været medlem af volleyballklubben siden 1992 og altså er formand.

- Det har jeg været i den seneste seks, måske otte år. Det har jeg ikke helt styr på, men det er i det lag, siger Carl Henrik Pedersen.

Stævnet har tidligere været en årligt tilbagevendende begivenhed og var oprindeligt mest henvendt til firmaer, men sådan er det ikke længere.

- Der er simpelthen ikke så mange store firmaer i Hadsund længere, så nu er det altså hold fra andre klubber, det er familier og venner, og så har nogle tilmeldt sig som enkelt personer. Dem sætter vi sammen og supplerer med spillere fra egne rækker, siger Carl Henrik Pedersen.

BMX-klubben Dragon i Hadsund var tidligere en trofast gæst ved stævnerne, og det er klubben til dels også i år. Det er en af klubbens veteraner, Henrik Schnoor, der har sammensat et hold bestående af familie og klubmedlemmer.

- Tidligere har Dragon hvert år stillet op med en halv snes medlemmer, men det er ebbet ud, måske fordi vi i en periode ikke har holdt stævnet på årlig basis. Men uanset hvordan det går denne gang, så vil vi fremover holde det årligt, fortæller Carl Henrik Pedersen.

Bortset fra tiden, der går med forberedelse, er det meget begrænset, hvad det koster klubben.

- Vi træner normalt mandag aften fra 19 til 21. For at nå at afvikle stævnet udvider vi til klokken 22, så det koster os kun en enkelt haltime, forklarer Carl Henrik Pedersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste