Kursen er sat mod forsvar af fornemme titler
HOBRO: Når historiske sejlskibe landet over snart sætter kursen mod Fyn til årets Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe, er Hobro Værft stærkt repræsenteret. Værftet sender nemlig to forsvarende vindere af sted, som begge sejrede i deres respektive klasser ved Fyn Rundt 2024.
I ”Special Klasse Store” er det Peter Leth, der vender tilbage i den majestætiske Valkyrien, mens Gert Morrison Bæk stiller op i Grimsø i ”Special Klasse Lille”. Peter Leth er til daglig værftsleder på Hobro Værft, mens Gert er ansat hos Nordjyske Museer.
Begge både er restaureret og vedligeholdt med stor respekt for deres historiske arv hos Hobro Værft, og de er klare beviser på det høje faglige niveau og den maritime passion, der kendetegner værftet.
- Det er en stor ære for os, at to af vores både vender tilbage som forsvarende mestre. Valkyrien og Grimsø repræsenterer både det traditionelle håndværk og sejlegenskaber i topklasse. Vi glæder os meget til deltage, lyder det fra værftsleder Peter Leth.
Hobro Værft har gennem mange år markeret sig som en af Danmarks vigtigste aktører inden for restaurering og bevaring af historiske skibe, og årets deltagelse ved Fyn Rundt 2025 understreger værftets vedvarende betydning for den danske maritime kulturarv.
Fyn Rundt er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor bevaringsværdige sejlskibe fra hele landet og udlandet samles for at hylde sejladsens og håndværkets kulturarv. Regattaen finder sted i uge 30 og er både en konkurrence og en flydende festival til ære for de klassiske træskibe og deres besætninger.
Op mod 60 smukke, bevaringsværdige sejlskibe kan opleves til søs og langs kajerne, når de anløber seks festklædte havnebyer: Vejle, Middelfart, Assens, Faaborg, Marstal og Svendborg.