Kom til festlig afrobeat-koncert i Ishuset
HOBRO: CarlloYABOY vender tilbage til Ishuset i Hobro! Sidst han gæstede scenen, var det som det energiske og karismatiske, hvidklædte medlem af JJ Paulo Band i april 2024. Den aften bød på en totalt udsolgt koncert, hvor CarlloYABOY leverede uforglemmelige solonumre og dansetrin. Denne gang kommer han med sit eget 8-mands band og garanterer en uforlignelig afrobeat-dansefest. Med sin raketkarriere og blot 24 år på bagen er CarlloYABOY allerede på vej mod de store scener.
Det fortæller arrangørerne.
CarlloYABOY er en kunstner, der skal opleves live! Hans unikke evner som sanger, musiker og danser, kombineret med en smittende energi og nærvær, gør ham til noget helt særligt.
På scenen forener han genrer som pop, R’n’B og afrobeat med en overflod af kærlighed, der resulterer i en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige.
Hans kraftfulde og rene vokal, kombineret med et eksplosivt sceneshow, fanger og engagerer publikum fra første til sidste række – præcis som det skete under den mindeværdige koncert i Hobro sidste forår.
Afrobeat-genren har for alvor fundet vej til Hobro, og det skyldes ikke mindst det åbne og eventyrlystne publikum, der altid er klar til at omfavne nye oplevelser.
CarlloYABOY har allerede en imponerende karriere bag sig. Han har spillet support for JJ Paulo – blandt andet ved en udsolgt koncert i Store Vega – og optrådt på prestigefyldte scener som Aarhus Volume, SPOT Festival, UHØRT Festival, Jazz Café Camden i London og i Edinburgh, Skotland.
Glæd jer til en aften fyldt med energi, rytmer og uforglemmelige øjeblikke i Ishuset.