Klaverets mange stemmer: Koncert i Mariagerfjord Musikforening
HOBRO: Mariagerfjord Musikforening inviterer til en stemningsfuld eftermiddagskoncert lørdag den 8. november kl. 15.00, hvor klaveret får lov at brillere i al sin mangfoldighed. Publikum kan se frem til et program, der spænder vidt – både i tid og temperament – og som viser, hvorfor klaveret har inspireret generationer af komponister.
Det fortæller musikforeningen i en omtale.
Publikum vil opleve et bredt program fra de poetiske klange hos Frédéric Chopin – der næsten udelukkende skrev for klaver – til Johannes Brahms’ romantiske dybde, de russiske toner hos Sergei Rachmaninov og Dmitri Shostakovich, hvor sidstnævntes store Præludium og Fuga op. 87 opføres.
Efter pausen fortsætter koncerten med værker af den franske Lili Boulanger og den danske klaverekvilibrist Rued Langgaard. Franz Liszt er repræsenteret med det virtuose og lyriske værk Bénédiction de Dieu dans la solitude, og som afslutning rundes programmet af med en dans af den spanske komponist Manuel De Falla.
Ved flyglet sidder den prisvindende pianist Tony Nguyen, som både er aktiv solist, kammermusiker og liedakkompagnatør.
Han har modtaget adskillige hædersbevisninger, herunder førstepriser ved Music Without Limits i Litauen, Legatkonkurrencen for kammerensembler på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium samt Steinway Klaverfestival.
I 2022 blev han tildelt Léonie Sonnings talentpris. Tony Nguyen er desuden initiativtager og leder af Aarhus Kammermusikfestival.