Intimkoncerter hitter på Østkysten
ALS: I halvandet år har parret Kim og Helle Søgaard holdt små, intime koncerter på deres nedlagte landbrug Kalhavegård øst for Als, og det er blevet en stor succes.
- Vi er selv lidt overraskede, for vi har haft fulde huse hver gang, og dertil kommer vores julemarkeder i november. Sidste gang kom der 300 mennesker fordelt over to dage, fortæller Helle Søgaard.
De overtog gården på Hadsundvej 75 i 2020 og har indrettet den tidligere svinestald til gildesal, og det er her, koncerterne holdes.
- Vi har haft 46 til en koncert, og det er lidt for mange. Jeg vil gerne have mulighed for at komme rundt og snakke med folk, så 30 mennesker ad gangen er mere passende, siger Helle Søgaard.
De har begge deres arbejde og betragter koncerterne som en hobby.
- Det er både for vores egen skyld og så for at give folk en chance for at gå til koncerter, de har råd til at betale. Entreindtægten går hovedsageligt til musikerne. Folk kan medbringe deres egen mad eller bestille det hos mig. Så sørger jeg for at købe noget udefra. Vi får dækket vores egne udgifter ved salg af øl og vand. Og det løber rundt, uden at vi tjener noget på det, fortæller Helle Søgaard.
Det hidtidige højdepunkt var, da Lasse og Mathilde i september spillede op.
Næste koncert er på fredag 7. marts, og det bliver et lidt specielt arrangement.
- Vi får besøg af mindst 10 musikere, der ikke normalt spiller sammen, og jeg er faktisk selv lidt spændt på, hvem der kommer. Vi skal holde et møde og spise lidt først, men de spiller så bagefter, når koncertgæsterne er kommet, fortæller Helle Søgaard.
De deltager selv i mødet, der både er for koncertarrangører og for musikere, som hermed kommer i kontakt med hinanden. Koncerterne annonceres og udbydes på hjemmesiden bemyconcert.com, der er platform for musikere og værtsfolk, og hvor publikum kan finde koncerttilbud, for eksempel på Kalhavegård.
Da Helle og Kim Søgaard gik i luften med deres musikalske projekt for snart to år siden, var ambitionen at holde 3-4 koncerter om året. Det er ikke helt kommet til at holde stik.
- Vi har haft noget sygdom i familien, men nu er vi klar til at gå op i gear igen. Vi vil for eksempel gerne holde en udendørs koncert og regner med at få booket musikken i forbindelse med mødet på fredag, siger Helle Søgaard.
Billetpriserne ligger typisk på 150-250 kroner, men koncerten på fredag er gratis. Man skal blot tilmelde sig pr mail til lisbet@bemyconcert.com.