Hedebølgeramte ryttere kom forbi Hobro
HOBRO: Lørdag stod den på Hærvejsløbet og hedebølge med temperaturer på den gode side af 30 grader.
Det betød, at mere end 1.300 cykelryttere sled sig igennem varmen fra Aalborg mod Rebild og videre til Hobro, inden de sidste anstrengelser videre mod Rødding og Viborg, hvor løbet sluttede.
I Hobro havde Hobro Cykleklub stillet an med et komplet og yderst tiltrængt depot ved det flotte anlæg ved Alt På Hjul i Hørby.
Her blev der serveret frikadeller, kartoffelsalat og masser af væske til de hedebølgeramte cykelryttere – serveret af glade, engagerede frivillige, der også kæmpede i de høje temperaturer.
Nu holder Hobro Cykleklub en velfortjent sommerferie, inden det til august står på Fjorden Rundt – måske landets flotteste motionscykelløb med start og mål i Hørby.