Gratis koncert: Birgittas klange vender tilbage
MARIAGER: Der skal ikke kigges meget på lokalhistorien i Mariager og omegn, før man får øje på den imponerende klosterkirke.
Endnu mere imponerende har den været, da den stod færdig i 1481, tre til fire gange så stor som den er i dag.
Alt dette var ikke blevet til, hvis der ikke var blevet født en pige i Sverige i 1303. En pige, som med årene skulle blive en af de vigtigste kvinder i europæisk kirkehistorie: Den hellige Birgitta.
Ikke nok med, at hun var ophav til en hel række store Birgittaklostre rundt om i Europa, hun skabte også en anderledes gudstjenesteordning og fik komponeret musik til den.
Ved koncerten søndag den 12. april kl. 19.30 i Mariager Kirke kommer Schola Gothia og synger musik fra Den hellige Birgittas liturgi.
Det er anderledes: ingen instrumenter og en blanding af enstemmig og enkel flerstemmig sang.
Schola Gothia blev dannet i 1999 i Göteborg og består af fire kvinder: Ulrike Heider, Helene Stensgård Larsson, Sabina Nilsson og Yvonne Carlsson. Kvartetten har lige siden forsket i og fremført musik fra middelalderen på et højt niveau.
Så stik hovedet ind i en fjern fortid og lyt til musik, som du aldrig har hørt, som du måske aldrig kommer til at høre igen, og lad roen falde på dig i en times tid i et rum, hvor tiden kan få lov at stå helt stille en gang imellem.
Der er gratis adgang til koncerten.