Seneste nyt
Billede beskrivelse

Fyrkatspillet fejrer 40 år – og du er inviteret med

05. maj 2026 kl. 14.00

HOBRO: I fire årtier har frivillige ildsjæle bragt nordiske guder, vikinger og mytologi til live i det rekonstruerede langhus ved Fyrkat. Nu markerer amatørteatret Fyrkatspillet sit 40-års jubilæum med en ny forestilling og en åben invitation til hele lokalområdet.

Fyrkatspillet er fra sin første forestilling i 1986 blevet båret af frivillige kræfter – skuespillere, syersker, tømrere, sminkører og ildsjæle, der hvert år forvandler det gamle langhus til en scene fuld af vikingemagi.

- Fyrkatspillet er dybt afhængige af de frivillige. At vi nu kan fejre 40 år, skyldes den kæmpe indsats, der er lagt gennem generationer. Det er både rørende og lidt overvældende, lyder det fra Michelle Wanvik, formand for Fyrkatspillet.

Jubilæet fejres med et åbent arrangement fredag den 8. maj 2026 kl. 14.00–17.00 på Fyrkat Møllegård i Hobro.

Alle er velkomne – både nuværende og tidligere medvirkende, frivillige og borgere, der har lyst til at opleve stemningen.

Der vil være tilbageblik på foreningens historie, billeder fra de forgangne 40 år og mulighed for at møde nogle af de mennesker, der har været med til at skabe Fyrkatspillet gennem tiden.

Årets forestilling

Årets forestilling, der har premiere den 29. maj, bærer titlen Midgårdsormen, der jo er blevet ganske velkendt her i Hobro efter Johnny Haugaards markante udstilling i byens gader sidste år.

Den udspiller sig i et dramatisk og humoristisk univers, hvor det urgamle uhyre pludselig er set i fjorden ved Fyrkat. Synet vækker uro i Asgård. Guderne samles til rådslagning: Thor vil slå til med hammeren, Odin søger visdom og forståelse, mens Loke som altid færdes på sine egne, lumre stier.

Bag mytologien gemmer sig et tidløst spørgsmål: Skal guderne gribe ind for at redde menneskene fra katastrofen – eller er Midgårdsormen et resultat af menneskets egne handlinger og manglende respekt for naturen? 

Forestillingen kredser om temaer som skæbne, ansvar og vores forhold til den verden, vi lever i.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste