Folkemøde på skrump blev en kæmpe succes
MARIAGER: Hovedparten af de 85 - meget trætte - frivillige samledes søndag for at rydde op efter weekendens Folkemøde i Mariager, og ifølge Jane Grøn, en af de hovedansvarlige for mødet, var stemningen tårnhøj.
- Det er simpelthen gået SÅ godt, og selvom vi er dødtrætte og bare trænger til at komme hjem og sidde i sofaen og puste ud, er alle opsat på en gentagelse næste år, fortæller hun.
Faktisk vurderer hun, at mødet blev en lige så stor, måske endnu større succes som de to foregående møder i 2022 og 2024. Hvilket måske kan synes lidt paradoksalt, eftersom arrangementet denne gang blev holdt helt uden tilskud fra kommunen og regionen og dermed på et meget mindre budget.
Hvor man tidligere har haft millionbeløb at jonglere med, lød budgettet denne gang på 311.000 kroner.
Men Jane Grøn mener ikke, at der er grund til fortrydelse.
- Vi betalte nogle lærepenge og begik også nogle fejl, men når det lykkedes denne gang at stable så godt et møde på benene, bygger det jo også på, at vi havde nogle fysiske ting at arbejde med, som var indkøbt til de første møder. Vi havde også et netværk og et korps af frivillige, og så ville fremmødet næppe have været så stort, hvis ikke vi havde etableret os i folks bevidsthed. Det var også derfor, vi var så bandsatte på, at det hele ikke måtte gå til spilde, siger hun.
Succesen kan måles på flere måder. På responsen fra publikum, reaktionerne på oplægsholderne, stemningen, og for Jane Grøn tæller det også på positivsiden, at appellen var så bred.
- Da vi i efteråret besluttede, at temaet skulle være Fred i Europa, var jeg lidt usikker på, om det ville blive for smalt, men sådan som det har udviklet sig på den verdenspolitiske scene siden, har vi nok tværtimod ramt plet. Folk strømmede til, og jeg var meget glad for at se så mange forskellige typer - unge og gamle, høje og lave, og jeg har oplevet så stor spørgelyst og engagement i forhold til oplægsholderne, siger hun.
Det musikalske program viste sig også at være vellykket, på trods af at der altså var færre penge at rutte med.
- Vi havde mange superprofessionelle navne, og der var fyldt på pladsen og i Den Gamle Biograf, når der blev spillet op, siger hun.
Sidste år endte man med et underskud på en halv million kroner, men det kommer ikke til ske denne gang, lover Jane Grøn.
- Det kommer som minimum til at løbe rundt. Vores kasserer har fulgt det tæt hele vejen igennem, og vi har lært af vores fejl. Der kommer også et Folkemøde næste år, siger hun.