Billede beskrivelse

Flot musikprogram med scoops og et lokalt tvist

07. december 2024 kl. 14.00

HOBRO: Musik i Østerskoven løber ad stablen for 3. gang, når der lørdag den 31. maj inviteres til musikfest på DS Arena. Nu er programmet klar.

Dagen byder på et spændende 12-timers musikprogram med nogle lokale indslag, nemlig de to upcoming bands Kryd og Rakkerpak samt festbandet Starturn.

Hertil kommer Drew Sycamore, der stammer fra Hvilsom. Hun har rundet et samlet streamingtal på 100 millioner, og hendes videoer er blevet set flere millioner gange på YouTube. Hun åbnede Roskilde Festival på Orange Scene i 2022. Så det er lidt af et scoop.

Billede beskrivelse

Et andet scoop er rockbandet Jonah Blacksmith, der er et syvmandsensemble med hjerte og rod i Thy. Dette forår fylder bandet blandt andet Jyske Bank Boxen i Herning og Royal Arena i København med unikke filmkoncerter, så mon ikke, at de også kan bidrage til at fylde DS Arena.

De øvrige navne på plakaten er Kato, Shu-bi-dua 2.0, Guns’N’Roses Tribute og Sømændene.

- Vi synes, at vi har fået strikket et stærkt og varieret musikprogram sammen, der er en god kombination mellem nogle store, etablerede navne og et par upcoming bands med et lokalt tvist, lyder det fra Henrik Hammershøj, drifts- og eventchef hos Hobro IK, der står bag koncerten.

Lige nu er der 500 earlybird-billetter til salg til en ekstra attraktiv pris, men det går stærkt, så ifølge Henrik Hammershøj skal man derfor være hurtig, hvis man vil nå at benytte det tilbud.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste