Fernisering: Vinterudstilling i Galleri Strømpehuset
ØSTER ASSELS: Galleri Strømpehuset i Øster Assels på Mors, tager hul på det nye år med fernisering af årets første udstilling søndag den 12. januar med de to kunstnere fotograf Thorkild Østergaard og maleren Ingelise Holm samt broderiarbejde af Broderidamerne.
Thorkild Østergaard fortæller om sig selv:
- Jeg har fotograferet i godt 30 år. Interessen startede efter nogle virkelige dårlige billeder fra min fødselsdag, som var taget med et lånt "konfirmandkamera"
Jeg tænkte at det kunne gøres bedre og fik mig anskaffet et spejlreflekskamera.
Interessen blev herefter styrket, og jeg fandt andre med samme interesse. Vi var en flok fotonørder der fik Sallingsund fotoklub til at opstå midt i 90'erne. Det var dengang, der var film i kameraet og hvor tingene foregik i mørkekammer og alt var i sort/hvid. Forsøgene var svære, og resultatet kunne ikke ses straks på en skærm. Her skulle tingene huskes længe for at se resultatet.
Vi havde til huse i den gamle stationsbygning i Durup. Klubben endte med at lukke, da digitalkameraet gjorde sit indtog.
Senere kom jeg med i den digitale verden, hvor digitale spejlreflekskameraer kom ned i et prisleje, hvor det var muligt at komme med.
I dag er jeg med i Morsø Fotoklub i de rigtige fine klublokaler på Dueholmskolen. Her er plads til flere. Så hvis du har interessen, skal du være velkommen.
Ingelise Holm fortæller om sig selv:
- Mine billeder balancerer mellem naturalisme og abstraktion. Motiverne inspireres af de nære ting: landskaber, årstider og stemninger. På nethinden sidder Limfjordslandskabet og den fantastiske natur omkring den. Efterhånden har landskabstemaerne ændret karakter, der kommer nye fortolkninger til. Jeg nyder at arbejde med farverne, og hvert billede har sit temperament.
Broderidamerne fortæller om sig selv:
- ”Broderidamerne” er fire lokale damer fra Mors, Dorte Rasmussen, Irma Lyster, Bente Troelsgaard Nielsen og Anne Marie Bastiansen, der i nu fire år har mødtes den sidste torsdag i hver måned og broderet sammen. Vi broderer forskellige ting, som punge, løbere, billeder og servietter og benytter forskellige klassiske broderi tenikker. Blandt andet petit-point, som betyder små sting.
Blandt andet udstiller Dorte en lille pung med et motiv, som hun har lavet som en hæder til Dronning Margrethe, efter hun sidste år overlod tronen til Kong Frederik.
Vinterudstillingen i Galleri Strømpehuset indledes med fernisering søndag den 12. januar klokken 14. Efter præsentationen vil der blive serveret lidt godt til ganen. Udstillingen kan ses frem frem til den 7. april i galleriets åbningstider hver lørdag fra 10-12 og søndage fra 14-16.