Det bliver mere autentisk end nogensinde
HOBRO: Når Fyrkatspillet har premiere fredag den 30. maj bliver det med mere autentiske omgivelser og faciliteter end nogensinde. Tidligere var der opstillet praktiske containere til en række forskellige formål i forbindelse med Fyrkatspillet, men i år bliver containerne erstattet af autentiske, specialdesignede vikingetelte.
- Efter Fyrkat blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste er der en række krav til, hvad man må og hvad man ikke må. Noget af det man ikke må, er at opstille containere. Derfor har vi købt nogle flotte og autentiske vikingetelte hjem fra Letland, fortæller Ketty Nielsen fra Fyrkatspillet.
Til det forberedende arbejde med de nye telte til årets forestilling har Mariagerfjord Kommunes VAKS-team de seneste uger arbejdet på pladsen, så alt kan være klar til premieren på forestillingen, der i år hedder Skjaldemjøden.
Årets forestilling fortæller historien om guderne, der får fingrene i den legendariske Skjaldemjød – en magisk bryg. Dermed starter de en farlig leg med skæbnen. For jætterne vil have deres mjød tilbage, og de er villige til at gå langt for at få hævn.
Det betyder, at beskyldningerne flyver gennem luften, gamle uvenskaber blusser op, og ikke alle er enige om, hvordan situationen løses. Skal man forhandle, kæmpe – eller måske snyde sig ud af kniben?
Skjaldemjøden er en dramatisk og humoristisk forestilling fyldt med action, skæve intriger og nordisk mytologi.
Stykket er skrevet af Morten Stenger og instrueret af Sune Abel.
Fyrkatspillet spiller i langhuset på Fyrkat på udvalgte eftermiddage/aftener fra den 31. maj til 14. juni.