Der var stor interesse, da de lokale kunne smage på Hadsund
HADSUND: Den seneste tids debat på Facebook og artiklerne her på hjemmesiden om manglende aktiviteter og tilhørende opbakning i Hadsund blev modsagt, da Hadsund Handel og Turisme fredag inviterede til Smag på Hadsund.
Arrangementet har mange år på bagen, men interessen for at være med er der stadig.
- Der var rigtig mange mennesker på gaden, og det begyndte faktisk allerede om formiddagen, inden det for alvor startede. Folk vil gerne være med, når der sker noget, siger Jørgen Myrup, der som direktør for Spar Nords filial selv var på pletten.
Nogle mødte op for at få en bid mad og noget at drikke og for at tage del i hyggen, og der blev også handlet i butikkerne, som holdt åbent til kl. 22.
- Palle Justesen i Sportigan fortalte, at han solgte 20 par sko på den første halve time, og andre, jeg snakkede med, var også godt tilfredse med trafikken, siger Jørgen Myrup, der ikke selv fik "solgt" noget.
- Nej, men vi fik snakket med en masse mennesker, og for os handler det primært om at vise flaget og gøre os synlige, smiler han.
Arrangementet blev begunstiget af lunt og tørt vejr og det bidrog til den gode stemning.
- Vi havde også selskab af et par foodtrucks, så vi levede mere op til navnet "Smag på Hadsund", end vi har gjort de seneste år, fortæller Jørgen Myrup.