Den Store Bagedyst kommer til Hobro
HOBRO: Sidste år lancerede Hobro Handel et nyt, spændende og ikke mindst velsmagende initiativ, da de inviterede til Den Store Bagedyst på Store Torv. Arrangementet blev et tilløbsstykke som derfor gentages i år. Det sker lørdag den 3. maj fra klokken 10 til 14.
Her inviteres alle kreative amatørbagere til at indlevere deres lækre bagværk på Store Torv, hvor et kompetent dommerpanel bestående af Jonas fra bagerforretningen Det Lune Brød og Julie fra Imerco vil smage på kagerne og give dem point, hvorefter en mesterbager vil blive kåret.
Kagerne skal indleveres senest klokken 10.00, hvorefter vinderne vil blive kåret. Der er præmier til de tre bedste, sponsoreret af Imerco, Føtex og Meny.
Efterfølgende kan de kreative kager opleves – og smages – ved et stort kagebord, ligesom der er sat hyggelige kaffeborde op ved butikkerne. Kageglade besøgende kan købe et eller flere stykker kage.