De er kun 160 - men samler 500 til fest
HELBERSKOV: Med kun 160 indbyggere er Helberskov en af Mariagerfjords mindste landsbysamfund, men når byen inviterer til den årlige grisefest, samler man typisk op imod 500 mennesker til kræmmermarked, underholdning, løjer, musik, mad og drikke.
Det bliver der næppe lavet om på, når dette års grisefest fredag løber af stablen. Vejrudsigten lover bragende sommervejr, så det er i hvert fald ingen hindring for at møde op.
Det er Helberskov Borgerforening, der står for arrangementet, og formand Klaus Pedersen tøver ikke med at kalde grisefesten for et tilløbsstykke.
- Fra pladsen åbner klokken 10 og frem kommer der rigtig mange mennesker, nogle fra byen, men langt de fleste fra omegnen og så selvfølgelig mange turister. Sidste år var vi 350 til spisningen, fortæller han.
Rammen om grisefesten er Sandgraven, hvor festen har været holdt siden starten i 1989. Sandgraven har en særlig betydning, ikke blot historisk, da det var det sidste sted, hvor tyskerne overgav sig under Anden Verdenskrig, men det er med tiden også blevet byens samlingssted og hjemsted for koncerter, efter at Norlys Fonden for tre år siden finansierede en scene.
Sandgraven rummer også et shelter og toiletter og udbygges løbende med nye faciliteter og aktivitetsmuligheder. I det hele taget er Helberskov et velfungerende samfund med godt sammenhold og god opbakning til aktiviteter som høstfest, banko og herrefrokosten, der holdes i februar, og som senest samlede 100 deltagere.
Grisefesten opstod som en måde at samle penge ind til vedligehold og drift af byens forsamlingshus, og uden at være en decideret guldgrube giver det omkring 25.000 kroner. Igennem årene har man holdt to fester hver sæson, men nu holder man kun en.
- Det kræver en del at holde sådan et arrangement, og for at det ikke skal blive for stor en belastning af de frivillige har vi valgt at nøjes med en, forklarer Klaus Pedersen.
Programmet fredag følger nogenlunde den tradition, der er skabt gennem årene. Pladsen åbner kl. 10, hvor grisene sættes over bål. Klokken 12 er der gratis sildebord og livemusik. Klokken 15 er der opvisning af Hadsund Karateskole, en time senere stiller brandfolkene fra Als op med materiel til glæde for børn og barnlige sjæle. Klokken 18 venter så festens højdepunkt, når grisene skæres ud og der inviteres til bords.