Cykelfest for børn: BørneTour triller igen ind i Hobro
HOBRO: Den 24. maj bliver Hobro fyldt med fart, fest og cykelglæde, når BørneTour endnu engang indtager byen. Ambupladsen forvandles til et mekka for cykelglade børn og familier, der søger motion, smil og en snert af Tour de France-stemning.
Det fortæller Mariagerfjord Kommune.
BørneTour er et uformelt cykelløb for børn og unge mellem tre og 15 år. Her handler det ikke om at komme først, men om at have det sjovt på cyklen – uanset om det er på løbecykel eller racercykel. Deltagerne cykler i cirka 15 minutter og modtager både medalje og diplom som minde om dagen.
Faldende cykelglæde blandt børn
Undersøgelser – blandt andet fra Vejdirektoratet – viser, at børn og unge i Danmark cykler markant mindre end tidligere. Det er en udvikling, Mariagerfjord Kommune gerne vil ændre på.
– Kommunen arbejder målrettet for at få flere børn og unge til at bevæge sig mere – og gerne med et smil. BørneTour er en oplagt mulighed for at opleve cykling som noget sjovt og socialt. Det er fantastisk at se både børn og forældre engagere sig, udtaler Jørgen Pontoppidan, formand for Udvalget for Kultur og Fritid.
Mariagerfjord Kommune har allerede fokus på cykling – blandt andet via sikre cykelstier omkring Mariager Fjord og langs Hærvejens cykelrute. Med BørneTour bliver cyklen også et symbol på leg, sport og fællesskab.
Hobro Cykle Klub står klar
Arrangementet i Hobro er et samarbejde mellem Danmarks Cykle Union, Škoda Danmark, Mariagerfjord Kommune og Hobro Cykle Klub. I den lokale klub ser man frem til at tage imod nye, unge cykelentusiaster.
– Der er garanti for god stemning og en dag fuld af sjove cykeloplevelser. Mange børn opdager her, hvor sjovt det er at cykle sammen – og måske får de lyst til at fortsætte i en klub bagefter, siger Henrik Ginnerup, formand for Hobro Cykle Klub.
BørneTour finder sted lørdag den 24. maj med start og mål på Ambupladsen. Alle børn – uanset niveau og cykeltype – er velkomne.
Måske bliver netop denne dag startskuddet til endnu mere cykelglæde og inspiration til fremtidens Jonas Vingegaard og Mads P.