Cybertruslen er større end nogensinde - tag til infomøde, før det er for sent
MARIAGERFJORD: Det er altid naboen eller konkurrenten, der bliver hacket. Sådan tænker de fleste om IT-sikkerheden i egen virksomhed. Desværre er fakta, at cybertruslen mod danske virksomheder er større end nogensinde og flere og flere bliver hacket med store konsekvenser til følge.
Torsdag den 18. september sætter Mariagerfjord Erhverv derfor fokus på emnet på en informerende, levende og inspirerende måde, der både giver stof til eftertanke og forsyner dig med en række konkrete værktøjer til brug hjemme i virksomheden.
- Vi har sammensat et varieret og spændende program, herunder med indlæg fra organisationer, der selv har prøvet at blive hacket. Det er Aalborg Universitet og Dania Electric i Mariager, og det er meget tankevækkende at høre deres historie og erfaringer, fortæller Keld Christensen fra Mariagerfjord Erhverv.
Dernæst vil der være et indlæg, der sætter fokus på hackernes arbejdsmetoder. De overvåger nemlig virksomheder og venter kun på, at paraderne sænkes. Her får du således et brutalt ærligt indblik i, hvordan kriminelle tænker, og hvilke metoder de bruger til at snyde danske virksomheder.
Efterfølgende vil der være indlæg om både IT-sikkerhed og risikostyring, inden det hele afrundes med netværk og spisning. Målgruppen er ledere samt IT- og sikkerhedsmedarbejdere, og det er gratis at deltage. Arrangementet kræver dog forhåndstilmelding, hvilket kan ske via www.mfer.dk
Arrangementet afholdes torsdag den 18. september i Ved Stranden 1, Hadsund med start kl. 15.30.