Carl-Christian inviterer til fodboldaften
HOBRO: Onsdag den 19. februar kl. 19.00 fløjtes der op til en spændende fodboldaften på Hobro Bibliotek. Forfatter og tidligere ungdoms-elitefodboldspiller Carl-Christian Okking gæster biblioteket for at tale om sin nye bog Drenge græder ikke og om samspillet mellem fodbold og litteratur.
Mariagerfjord Bibliotekerne inviterer til en aften, hvor verdens største sport er i centrum.
Publikum får mulighed for at komme helt tæt på fodboldens verden – både i omklædningsrummet og ude på grønsværen – når Carl-Christian Okking i samtale med bibliotekar Patrick Blåbjerg deler indblik i sin debutroman og livet som spiller i elitemiljøet.
Aftenen byder på refleksioner over præstationskultur, relationer til medspillere og trænere samt de menneskelige omkostninger, der kan følge med, når unge spillere satser alt på en professionel karriere.
Find din favoritholds trøje frem og kom forbi Hobro Bibliotek til en hyggelig aften, hvor bold og bøger mødes.