Billede beskrivelse

Byfest er garanteret succes på forhånd

13. juni 2025 kl. 09.31

MARIAGER: Lige siden 1892 har Børnefesten været en årligt tilbagevendende begivenhed i Mariager, og selvom den altså må betegnes som lidt af en olding, lever den faktisk i bedste velgående. Nummer 133 i rækken af byfester gik i luften torsdag, og det var med garanti for endnu en succes.

Festens fire hovedbegivenheder er Bankospillet, der blev afviklet torsdag med over 400 deltagere, gadefodbolden lørdag med 26 hold. Lørdagsballet, der er udsolgt med godt 200 deltagere, og endelig optoget søndag, hvor man dog først kender antallet af vogne på dagen.

Det er markant bedre tal end for tre år siden, da opbakningen havde nået et lavpunkt

Billede beskrivelse

- Den var helt nede at vende, men siden da har det været en kæmpe succes, takket være den indsats, den tidligere formand, Trine Lindhardt, gjorde for at puste nyt liv i festen. Nu handler det om at bygge videre på succesen, siger den nye formand, Jesper Nielsen.

Han tiltrådte efter generalforsamlingen i efteråret med kun to års erfaring fra Børnefesten, første år som en af de mange frivillige, derefter som suppleant og nu altså som fuldgyldigt bestyrelsesmedlem og formand.

- Der er flere nye i bestyrelsen, og jeg tror lige, vi skal have tid til at sætte os ind i tingene, før vi begynder at komme med nye ideer. Vi vil selvfølgelig gerne sætte vores præg og udvikle festen, men mere vigtigt er det måske at få sat tingene i system, så der ligger en fast køreplan fra år til år, siger Morten Nielsen.

Programmet ligner altså på mange måder sidste års, men lidt nyt er der.

Billede beskrivelse

- Vi havde Den store Bagedyst sidste år, og det var ingen succes, så den er erstattet af en opvisning af Bekker Dans. Ellers er det kun småjusteringer. Der er ingen grund til at ændre noget, hvis det virker, siger Morten Nielsen.

I ugerne op til festen har der på facebooksiden været afholdt masser af konkurrencer med sponsorgaver som præmier.

- Vi har fantastisk opbakning fra sponsorer, ikke bare her i Mariager, men i hele kommunen. Og det gør det muligt at holde konkurrencer og derigennem øge opmærksomheden på festen. Det er en væsentlig del af årsagen til succesen, siger Morten Nielsen.

Fra fredag til søndag er der gratis hoppeland i Mariager Hallen, og ud over festens fire hovedpunkter kan nævnes morgenbordet lørdag med gratis rundstykker og kaffe bagagerumsmarkedet, ligeledes lørdag, og så selvfølgelig kåringen af årets rosendronning og præmieringen af optogets bedste vogne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste