Billede beskrivelse

Blomster-Johnnys midgårdsorm lyser op i december

04. december 2025 kl. 08.47

HOBRO: De sidste lyskæder er netop sat på plads i det stykke af Midgårdsormen, der ligger mellem havnen og gågaden i Hobro. 

Den smukt oplyste Midgårdsorm er en gave fra Johnny Haugaard og de kreative frivillige som en tak til byen for et fantastisk år.

Med lys i det stykke af Midgårdsormen, der ligger ved rutebilstationen, er der nu skabt en tunnel af funklende julelys, som også fungerer som et forbindelsesled mellem Johnny Haugaards juleudstilling 'Jul på GASværket' og gågaden i Hobro.

- Det er jo helt romantisk at gå igennem her, siger Johnny Haugaard.

 Tidligt om morgenen den 1. december satte han lys op i Midgårdsormen sammen med et hold af kreative frivillige, der trodsede decemberkulden for at give en fælles julegave til byen.

Billede beskrivelse

- Vi sætter lys i Midgårdsormen som en gave til byen. Vi vil gerne sige tak til Hobro for en fantastisk sommer med tusindvis af glade gæster. Vi ved godt, at der er nogen, der måske synes, at vi har rodet lidt, og at der har ligget lidt for meget pil hist og her – men man fylder jo meget, når man laver meget, siger Johnny med et smil.

Her henviser han til, at Hobro denne sommer har haft Danmarks største kunstinstallation i  by i form af Midgårdsormen.

- Vi vil gerne sige tak for den store tålmodighed, og vi håber, at både borgere og erhvervsliv har haft glæde af det ekstra liv, der har været hele sommeren. Byen har været som forvandlet og blev til en sand turistattraktion – og sammen med Sommer i Pakhuset og byens øvrige aktiviteter har vi alle kunnet give gæsterne en god oplevelse, siger Johnny Haugaard.

Du kan få et glimt af Johnny Haugaards juleudstilling på Gasmuseet her:

Han sender samtidig en stor tak til alle dem, der har bidraget med både mad og drikke til de frivillige under opbygningen af ormen – og til alle andre, der har bidraget med gode initiativer, der hver især har skabt et stærkt fællesskab og værtskab.

Foruden det oplyste stykke centralt i byen står andre dele af Midgårdsormen stadig. Det gør de bl.a. ved Skibstømrerhuset på havnen, ved Café K og ved Fyrkat, hvor hovedet rejser sig mod himlen. 

Billede beskrivelse

Der er givet tilladelse til, at delene kan blive stående helt frem til 1. februar 2026.

- Der var mange, der syntes, det var ærgerligt, da vi begyndte at pille Midgårdsormen ned i midtbyen. Det var blevet en del af deres hverdag at gå turen – og flere havde skrevet og spurgt, om de stadig kunne nå at se Midgårdsormen, hvis de kom til Hobro. Derfor lader vi den resterende del stå lidt endnu, så folk fortsat kan få glæde af den. Og mon ikke den oplyste del især giver juleglæde til fleresiger Johnny Haugaard, der glæder sig over stadig at være en del af byen ved Danmarks smukkeste fjord.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste