Billede beskrivelse

Bente leverer vitaminerne til Andelens jubilæumsudstilling

10. juli 2025 kl. 11.01

HADSUND: Aktivitetshuset Andelen i Hadsund har eksisteret siden september 2023 og lægger nu an til sin 10. udstilling, en soloudstilling udelukkende med værker af kunstneren Bente Fisker fra Øster Hurup.

Bente Fisker har eget galleri af samme navn, men hun har også deltaget mange udstillinger, og flere værker har opnået udmærkelser for særligt gode malerier.

Hun er udlært maler og dekoratør. Hvert maleri er et unikum, og som princip udfører hun aldrig to helt ens malerier, men gerne serier med samme motiver, farvevalg og så videre.

Hendes malerier spænder fra naturalistiske skildringer til moderne og abstrakte udtryk. De favner bredt og rummer noget for enhver med interesse for billedkunst.

Billede beskrivelse

En af hendes nyere serier er inspireret af strandlandskabet i Øster Hurup. Ellers spænder hendes motiver bredt fra Lille Vildmose over Kim Larsen til mere abstrakte former og udtryk fra naturen, ved havet og fra hendes mange rejser.

Farver spiller en central rolle i Bente Fiskers arbejde. Hendes værker er ofte udført i olie på lærred, men hun eksperimenterer også med forskellige teknikker for at skabe dybde og variation.

Ifølge Andelens udstillingskoordinator, Ole Sand, hører Bente Sand til i den kvalitetsmæssigt øvre del blandt de kunstnere, der har udstillet de foregående ni gange.

- Planen har længe været, at hun skulle udstille her, men aftalen var, at det skulle være i 2026. Men da vi måtte aflyse en fotoudstilling, spurgte jeg hende, om hun kunne træde til, og heldigvis sagde hun ja. Men udstillingen varer kun knap en måned, så hun vender tilbage i 2026, siger han.

Ole Sand forventer, at udstillingen kommer til at rumme 15-20 værker.

Der holdes fernisering på udstillingen med Bente Fisker fredag 8. august kl. 14.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste