Bagerjomfru arrangerer biltræf
AA MØLLE: Der var ikke langt fra tanke til handling, da et tilfældigt møde mellem en kunde og ekspedienten Dorthe Magda Ravn i Højs Bageri resulterede i, at begge nu kan kalde sig biltræf-arrangører.
Kunden var og er Bjørn Scherbarth, der sammen med sin kone Laura Holm er ved at gøre klar til gæstgiveriet Aa Mølle syd for Mariager Fjord.
- Jeg var bare inde for at købe brød, men faldt i snak med Dorthe, og da det gik op for hende, at vi var på vej til at åbne, kunne jeg se, at hun begyndte at tænke, fortæller han.
- Jeg kender lidt til Aa Mølle, men har ikke været derinde, så jeg spurgte, om parken har fast bund og er til at køre på. Det er den, så jeg kom med det samme til at tænke på biltræf. Min mand og jeg er interesserede i gamle biler, kører amerikanere og ældre folkevogne og tager ofte til træf. Vi bor i Havndal, men jeg er nordjyde, så turen går ofte nord på, hvor der nærmest er biltræf i hver en by. Men lige netop heromkring er der ikke så meget af den slags, så hvorfor ikke prøve, siger Dorthe Ravn.
Det kan vi godt, lød svaret fra Bjørn Scherbarth, og så var det bare om at aftale nærmere.
- Jeg ved ikke så meget om biltræf og har ingen kontakter, men det har Dorthe, så hun står for konceptet og markedsføringen. Jeg sørger så for det praktiske og har skaffet frivillige til at stå for mad og drikke, fortæller han.
- Så nu må se, om vi kan få nogle biltosser til. Jeg har i hvert fald delt opslag i alle de grupper for bilinteresserede, jeg kender, så jeg tror, det bliver en succes, siger Dorthe Ravn.
Det må stå sin prøve 14. maj kl. 16, når arrangementet går i luften. Der er gratis entre.
Inden da, nærmere bestemt søndag 4. maj, afholdes et andet arrangement, hvor Aa Mølle inviterer til fællessang og oplæsning af frihedsbudskabet i anledning af 80-året for Danmarks befrielse. Aa Mølle byder på kaffe og sødt til alle fremmødte.