Amerikanertræf topper: - Nu kan vi ikke være flere
ØSTER HURUP: Efter en sløj start i 2009 og 2010 er den årlige US Car Camp i Fruerlundparken i Øster Hurup vokset og vokset år for år, og i år bliver der sat ny rekord i antallet af deltagere, fortæller Dennis Bach Nielsen, der sammen med sin kone, Christina, og makkeren Peter Fog står bag arrangementet.
- Vi er vokset med omkring 100 per år. Sidste år endte det med 1460 biler, og allerede nu kan vi se, at der kommer flere. Nu er grænsen nået. Med op imod 4500 mennesker fast på pladsen og de besøgende kan der ikke klemmes flere ind. Vi lejer i forvejen et tilstødende markareal og kunne nok leje mere, men det ønsker vi ikke. Vi vil ikke være Danmarks største træf. Vil vil være det bedste og det hyggeligste, siger han.
Forberedelserne har længe været i gang. I første omgang med planlægning og papirarbejde i oktober. Mere end en uge inden starten har man for længst indledt de fysiske forberedelser.
Frem til lørdag handler det primært om installeringen af læssevis af toilet- og badekabiner fra Godik. Derefter går man i gang med eget grej, som man har indkøbt mere og mere af gennem årene. Det er for eksempel kilometervis af kabler og eltavler.
Selve campen åbner søndag 20. juli klokken 12, men bilerne ankommer længe før.
Gæsterne kommer fra det meste af Nordeuropa, flest fra Danmark, men i stigende grad også fra Sverige, Norge, Tyskland og Holland.
- De begynder at dukke op tidligt om morgenen og holder i lange køer ude på Kystvejen, inden de bliver lukket ind, og så begynder jagten på de bedste pladser, fortæller Dennis Bach Nielsen.
Fra søndag begynder syv dage med fest, hygge, musik og alt, hvad der har at gøre med de klassiske amerikanske biler, der er træffets omdrejningspunkt.
Der er masser af forskellige aktiviteter for hele familien, fællesspisning, musik i teltet eller i Grotten om aftenen, og der arrangeres cruises rundt i omegnen, så andre kan få glæde af krom, vinger og V8-motorer.
Torsdag går cruiset traditionen tro til Hadsund, hvor der er livemusik, og bilerne stort set fylder hele gågaden.
Når den ugelange festival er slut, vil op imod 250 frivillige have været i sving.