Seneste nyt
Billede beskrivelse

Svend Ole og Krista inviterer til nyt, økologisk høstmarked

17. august 2026 kl. 11.20
Opdateret kl. 15.22

ARDEN: Søndag 6. september inviterer Krista og Svend Ole Ølgaard til økologisk høstmarked på Bregnedalsgaard på Kraghøjvej 32 ved Arden.

Bregnedalsgaard har været Krista og Svend Oles hjem siden år 2000. Her driver de et økologisk landbrug med fokus på natur, dyrevelfærd og gode oplevelser for hele familien.

På gården er der kødkvæg, får, grise, høns, kaniner, løbeænder, katte og hunden Freya. Et levende gårdmiljø med masser af dyr, som kan opleves helt tæt på.

Om sommeren danner gården rammen om bondegårdsferie, hvor gæster kan overnatte i shelter, telt eller autocamper og nyde roen på landet. Hen over året afholdes forskellige arrangementer som julemarked, foredrag, Sankt Hans aften – og nu også et høstmarked.

Billede beskrivelse

Vigtigt med økologi

Krista og Svend Ole har drevet økologisk landbrug siden 1995, og økologien er en naturlig del af deres måde at drive landbrug på.

Ægteparret arbejder med holistisk afgræsning, hvor dyrene græsser mindre områder i kort tid, før de flyttes videre. Det giver bedre trivsel for både dyr og jord. De er også optagede af tanken om minimal jordbearbejdning, og derfor prøver de at undgå dybdepløjning og bruger i stedet skrælpløjning. Samtidig tilføres der ikke gødning udefra.

Dyrkning af blandt andet borrisrug og spelt er nyere tiltag på gården og en del af den fortsatte udvikling mod et mere bæredygtigt landbrug. Derudover dyrker de græs, havre og byg samt grøntsager til eget forbrug.

Billede beskrivelse

Masser af forskellige aktiviteter

Hos Bregnedalsgaard handler Økologisk Høstmarked om nærvær, oplevelser og livet på landet, og de glæder sig til at byde gæster velkommen til en hyggelig dag med dyr, natur og aktiviteter for hele familien.

Der bliver blandt andet mulighed for at gå rundt og se dyrene, en køretur på marken med den lille røde traktor, udendørs legeaktiviteter som stylter, kaste med hestesko, bueskydning, kongespil og leg med halmballer.

Der er også lidt til sulten – blandt andet pandekager og snobrød over bål ved FDF-spejderne samt forskellige boder og en lokal foodtruck med lokale økologiske produkter. I kaffestuen kan man købe kaffe, boller og vaffelis fra det lokale ismejeri.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste