Årets julemarkeder og aktiviteter i Mariagerfjord og omegn
MARIAGERFJORD: Julen nærmer sig så småt, og flere steder har julebelysning allerede fået lov at sætte stemningen.
Og der er da ikke noget, der slår et godt julemarked, når det kommer til hygge - så vi har her lavet et lille overblik over julemarkeder i Mariagerfjord Kommune, som du kan overveje at besøge i den kommende tid 🎅🏻
Mangler vi noget på listen? Så skriv gerne til frhe@dnmh.dk.
Julemarkedsdage på Store Torv, Hobro
De kommende weekender er Hobro Handel vært for julemarked på Store Torv i Hobro. Her er der en skøn blanding af boder og oplevelser på Torvet. Der vil være mulighed for at købe et juletræ og se på håndarbejde. Der vil være gårdbutikssalg, og spejderne kommer forbi og sælger lækkerier.
Kom og oplev den fantastiske juleudsmykning i den historiske gågade i Hobro.
Hvor?
Store Torv, 9500 Hobro
Hvornår?
Lørdag d. 13. og søndag d. 14. december kl. 10-15.
Lørdag d. 20. og søndag d. 21. december kl. 10-17.
Hvor meget?
Gratis - både at komme og opsætte stand!
Jul på GASværket, Hobro
Johnny Haugaard har, sammen med frivillige, kreative sjæle, skabt et fortryllende juleunivers på GASværket i Hobro.
Her kan du komme i en helt særlig stemning, når du bevæger dig gennem de imponerende rum fyldt med de smukkeste naturelementer.
Efterfølgende kan du tage et kig i butikken, hvor der er alt fra kreativ julepynt til olivenolie. Og i caféen kan du sætte tænderne i de flotte æbleskiver og nyde et godt glas gløgg.
Hvor?
Gasmuseet - Gasværksvej 2, 9500 Hobro
Hvornår?
Alle dage 10-17 frem til d. 21. december.
Hvor meget?
125 kroner i indgangen. 100 kroner online.