Et helt museum er sat på auktion - det har Kasper alligevel aldrig prøvet før
HADSUND: Det er en lidt usædvanlig onlineauktion Krone Auktioner i Hadsund har kørende for tiden. Et helt legetøjsmuseum er sat til salg, og det har auktionarius Kasper Krone aldrig prøvet før.
- Vi har haft legetøj på auktion før, men kun som en del af for eksempel et dødsbo. Et helt museum med legetøj i de mængder har vi ikke prøvet før, siger han.
Den nu afdøde ejer fra Fyn samlede systematisk på legetøjet og var også langt med forberedelserne til det, der skulle blive til et museum, men så langt nåede hun ikke. Nu er den del af dødsboet altså havnet i Hadsund.
- Meget af det var arrangeret i 50 montrer, og en del af det var limet fast. Så vi har haft en del at lave med at skille det ad. Heldigvis brugte hun limpistol, så det har været til at overkomme, fortæller Kasper kroner.
Der er mange stykker legetøj, men meget er samlet i grupper på hele paller. Alt i alt rummer auktionen 180 "lots", som det kaldes i auktionssprog. Interessen er tilsyneladende stor, for selvom auktionen først slutter 29. juni, er der kun to lots, der ikke er budt på.
- Jeg vil ikke sige, at vi ikke har oplevet så stor interesse før, men det hører til i den gode ende. Det er tydeligt, at der er mange samlere, der har forstand på det. Det bliver spændende at se, hvor det ender, siger Kasper Krone.
Det højeste bud på 1900 kroner er afgivet på en gruppe legetøjsbiler, men den pris holder næppe i 11 dage.
- Vi ser altid, at folk skynder sig ind i starten og afgiver et bud. Nu skal der være eftersyn fredag 27. juni, hvor jeg forventer, at der kommer mange. Og så bliver der for alvor budt op, indtil det slutter den 29., siger Kasper Krone.
I en helt anden boldgade har han p.t. syv islandske heste på auktion, og det er også helt nyt.
- Jeg blev spurgt, om vi kunne håndtere det, og jeg tænkte, hvorfor ikke? Men for en sikkerheds skyld kontaktede jeg Fødevarestyrelsen, og de sagde god for det, siger Kasper Krone.
Hestene kan besigtiges i den kommende weekend, men kun efter forudgående aftale. Auktionen slutter på mandag kl. 20.