Elly blev sat ud af spillet, men har fået en fed hobby som trøst
HADSUND: For 23 år siden kom nu 67-årige Elly Ramussen til skade, og det vendte i den grad op og ned på hendes liv, ikke mindst da hun i årene efter blev klar over, hvor alvorligt uheldet var.
Hun faldt på sin cykel, da hun var på vej på arbejde på Aalborg Frejas anlæg. Hun blev overrasket over slanger til et sprinkleranlæg, der lå lige omkring et hjørne, gled på cyklen og faldt så lang hun var på betonen, og dermed var det slut med at arbejde.
- Jeg var ufaglært anlægsgartner, men var i gang med uddannelsen og havde kun halvandet år tilbage. Jeg var rigtig glad for arbejdet og havde absolut ingen planer om at stoppe eller lave noget andet, fortæller hun.
Det viste sig, at hun blandt andet havde pådraget sig piskesmæld og skader i ryg og nakke. Hun havde smerter, og i årene efter blev ryggen ved med at gå i udu, når hun kom ud i arbejdsprøvninger i forsøget på at blive arbejdsdygtig igen.
- Jeg havde meget svært ved at vænne mig til tanken, også da jeg til sidst fik tilkendt førtidspension, men sådan gik det altså, og nu har jeg for længst accepteret det, siger hun.
I 2014 fik hun en ide, der med tiden er kommet til at fylde mere og mere i hendes liv og også har lettet tilværelsen.
- Jeg har altid boet ved Mariager Fjord, men har egentlig ikke interesseret mig for den, men jeg begyndte at gå ture, og så begyndte jeg også at fotografere, bare for sjovs skyld, og billederne lå bare og fyldte op på telefonen, så meget, at jeg på et tidspunkt måtte købe en ny. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tømme den, griner hun.
Det har hun lært siden, og billederne fylder nu ikke bare op på telefonen.
- Jeg begyndte at lægge dem op på TV2's hjemmeside og på forskellige Facebooksider. Det er kun for sjov. Hvis man ikke gider at kigge på dem, kan men jo bare lade være, men nogen ser dem i hvert fald, for jeg får en del reaktioner, og de er sjove at læse og besvare. Så får man lige en "snak" eller bare en smiley, og det er hyggeligt, siger hun.
Hobbyen fylder efterhånden en del, for der skal meget til, før hun ikke tager ud og fotograferer.
-Det er faktisk hver dag, i hvert fald når vejret ikke er alt for stygt. Jeg kører tit ud til Als Odde. Det er et af mine favoritsteder, men ellers tager jeg ud til Stinesminde, Høllet, Bramslev Bakker og Dania, men jeg tager også væk fra fjorden til for eksempel Madum Sø, St. Økssø og Lille Vildmose, men Vildmosen er ret anstrengende, så det er kun på mine gode dage, siger hun.
Elly Rasmussen bor i en handicapvenlig lejlighed i Hadsund, hvor hun går til træning i dagcenter tre gange om ugen, men "fotosafarierne" er det, der fylder mest i hverdagen.
- Det er en virkelig god hobby for mig, der elsker naturen. Det giver mig livskvalitet, og når jeg er ude at gå, glemmer jeg mine smerter og hverdagens bekymringer, siger hun.